fredag den 18. december 2009

Fra Roswell til Las Vegas

Vi er nu nået til Lone Pine lige uden for Death Valley i Californien. Vi har lige overstået Las Vegas, hvor vi desværre ikke havde internetadgang. Vores oplevelser vil derfor komme lidt forskudt denne gang. Vi har simpelthen oplevet så meget fantastisk, siden sidst vi skrev!
Vi har forresten endnu engang krydset en tidslinie, så der er 9 timers forskel til Danmark.

Vi vågnede om morgenen til et blæsende og overskyet vejr den 8. december. Efter vi havde spist morgenmad begyndte det da også at hagle og sne. På ”The Weather Channel” kunne vi følge med i, at mange stater havde oplevede voldsomme snevejr. Så vi var lidt usikre på, om vi turde begive os afsted mod Roswell. Vi blev dog hurtige enige om, at vi absolut ikke ville sne inde i Clovis, da det er en af de kedeligste byer vi har besøgt.

Ea tjekker Weather Channel mens det sner udenfor.

På vej mod Roswell oplevede vi da også en del sne, men ikke noget, som man ikke er vant til i Danmark. Da vi nåede frem var vi også så heldige, at det slet ikke sneede mere, og rent faktisk var det blevet solskinsvejr. En tur op ad hovedgaden fik os dog til at indse, at Roswell ikke ligefrem er den skøre UFO-by vi havde håbet på. Faktisk er det en meget almindelig by i midtvesten. Roswell er dog indehaver af et ganske udmærket UFO-museum, som vi da også besøgte. Det gav et rigtig godt indblik i hele episoden med den nedstyrtede UFO i 1947. Her opstiller de mange argumenter for, at det ikke var en vejrballon man havde fundet, hvilket regeringen ellers senere forklarede til offentligheden. Udstillingen er dog en anelse ensidig, hvilket vi især fandt ud af, da vi snakkede med en af de frivillige kustoder. Da vi spurgte ind til, om det kunne have være noget menneskeskabt militært isenkram, gav han blot regeringen skylden for at dække over sandheden. Det er jo lidt svært at diskutere på sådanne præmisser...

Rumvæsener fejrer selvfølgelig også jul.

NB: ikke en autentisk alien-obduktion...

Ud over museet har Roswell også et par butikker, som forhandler en masse rumvæsen-souvenir, en McDonald der med lidt god vilje ligner et rumskib og en årlig UFO-festival. Meget mere UFO-sjov er der ikke at komme efter, men Ea føler alligevel, at Roswell lever op til hendes forventninger :-)
Om aftenen besluttede vi at tage i biografen (som faktisk hedder Galaxy 8), og fik endeligt set New Moon. I USA har man en lidt anden biografkultur end derhjemme. Der er ikke faste pladser (man sætter sig hvor man vil), og sjovt nok er det ikke lige midt i biografen som er populært. Folk sætter sig gerne langt ud i siderne og allerbagerst. Derudover var der også en del snak og brugen af mobil under filmen – det kan man selvfølgelig også opleve derhjemme, men denne biograf var måske kun fyldt op af 15 mennesker. Hvis den havde været helt fyldt, havde det været meget generende.
Bagefter, når vi tænker lidt over vores besøg i Roswell, går det op for os, at alt måske ikke var så almindeligt alligevel. Da vi var i deres Wal-Mart, fik vi pludselig at vide, at butikken skulle lukkes (selv om det var midt på dagen). De sagde det var fordi, at en lastbil havde ødelagt noget, som havde med deres elforsyning at gøre. Men måske er det i virkeligheden fordi, at nogle ganske specielle ”kunder” ville gøre deres indkøb i fred! På vores motel havde manden bag disken også to tommelfingre – på samme hånd!

Et hemmeligt signal fra Wal-Mart til det ydre rum?

Vores næste større mål var Monument Valley, som ligger mellem Utah og Arizona. Heldigvis havde vi været inde i Roswells besøgscenter, hvor de anbefalede en rute vi kunne køre. I løbet af denne rute ville vi støde på spændende naturparker og generelt få en flot tur. Vi startede med at køre langs Billy the Kid Scenic Byway, som er opkaldt efter den berygtede cowboyskurk, som levede i dette område. Her kom vi igennem byen Capitan, som har et helt museum og park til ære for Smokey Bear – som vi alle selvfølgelig kender! For de uoplyste kan jeg informere om, at han er en maskot for bekæmpelsen af skovbrande. Han blev til i 1944 og optrådte i forskellige oplysningskampagner. I 1950 havde man en stor skovbrand i nærheden af Capitan og her fandt man en forældreløs bjørneunge, som havde fået forbrændt sine poter slemt. Han blev plejet, kom i zoologisk have og blev kaldt Smokey Bear efter maskotten. Det betød, at Smokey Bear kampagnen blev endnu mere populær. På et tidspunkt var han så populær, at han fik sit helt eget postnummer – det er han den eneste der har, ud over præsidenten. Da den rigtige bjørn Smokey Bear døde, blev hans jordiske rester sendt tilbage til Capitan, hvor de blev begravet i den park vi besøgte. Så fik vi da lært det.



Billy the Kid's Scenic Route

Fra Capitan kørte vi syd og vest om Sierra Blanca, som er et 3.659 meter højt bjerg. Her kunne vi rigtig fornemme, at vi efterhånden var kommet højt op, med meget smukke bjerglandskaber og skrappe stigninger på vejene. På vej mod nord langs highway 54 gjorde vi holdt ved Three Rivers Petroglyph National Recreation Area. Et område hvor indianere for tusinder af år siden tegnede forskellige symboler på klipper og sten. Her har man lavet en sti igennem klipperne, så man kommer helt tæt på tegningerne. Meget spændende. Men måske også lidt for spændende. Inden man går ud på stien, advarer de nemlig om, at der lever klapperslanger i området! Så vi var mere fokuseret på at kigge efter slanger og trampe hårdt (som Ea har lært i Australien skræmmer slangerne væk), end at kigge på tusind år gamle og meget smukke tegninger.

Ea holder udkig efter klapperslanger...

En petroglyph.

Herfra – temmelig lettet over at havde undgået slangerne – kørte vi nordpå mod highway 380 og Valley of Fires. Valley of Fires er (udover at være et virkelig sejt navn!) et stort område, hvor der for 10-15.000 år siden opstod lavastrømme, som så sidenhen størknede til sorte klipper. Her har man også lavet nogle stier, som man kan gå ud på, men heldigvis er de løftet lidt op, så man bedre undgår alt krybet (feks. skulle man ofte kunne støde på Nordamerikas største edderkop her). Selve landskabet var meget fascinerende og fremmedartet med de sorte og forvredne klipper. Absolut et sted vi gerne ville havde brugt lidt mere tid på, men da solen var ved at gå ned, var vi nødt til at komme videre.

Valley of Fires.

Herfra kørte vi til Cuba. Altså Cuba som er en lille by i bjergene nord for Albuquerque (umuligt at udtale) og absolut ikke har noget at gøre med sin varme og solbeskinnet navnebror i det Caribiske øhav. Tværtimod! Vi havde kørt i totalt mørke og fandt først ud af, hvor koldt det egentligt var, da vi fandt et motel og hele parkeringspladsen var iset til. Vores værelse var isende koldt, og der gik lang tid inden en vægmonteret gasvarmer, gjorde det nogenlunde menneskeligt. Om morgenen var vores vinduer på bilen frosset til – og når man lejer en bil i Florida, får man ikke isskraber med! Heldigvis kunne vi klare os med at hælde noget varmt vand over (tak til Jacob for at have fortalt os, hvordan han plejer at gøre med Mazda'en).

Vores stakkels Hyundai, som ellers er vant til det varme Florida.

Fra Cuba kørte vi mod Four Corners Monument, som er det eneste sted i USA, hvor hele fire stater støder op til hinanden, nemlig Utah, Colorado, Arizona og New Mexico. Et temmelig røvsygt sted. Det koster 5 dollars at komme ind og kigge på en metalplade, og hele vejen rundt om den, er der sat boder op til salg af souvenir. Men da vi kom uden for sæson, var ikke engang disse boder åbne. Heldigvis var selve køreturen fra Cuba en oplevelse i sig selv. Naturen og landskaberne er helt fantastiske og meget varierende - da vi nåede til Four Corners, var der næsten ikke mere sne.


Fantastisk natur!

Fra Four Corners Monument er der ikke særligt langt til Monument Valley, hvor der nogle helt utrolig lodrette klipper – helt perfekte til en westernfilm. Her skulle vi dog også betale for at komme helt tæt på dem (da nogle af dem er i et indianerreservat). De har lavet nogle grusveje man kan køre ad, men da de kun anbefaler at man kører i firehjulstrækker, turde vi ikke køre helt så langt ind. Heldigvis har de også lavet et meget lækkert hotel med en helt formidabel udsigt, så her besluttede vi at overnatte. Jeg tror fotos'ne fortæller det hele...


Lige til en reklameannonce for Hyundai!

Udsigt nr. 1 fra hotelværelset...

Udsigt nr. 2 fra hotelværelset.

Nu gik turen videre til noget af det, som vi har set allermest frem til: Grand Canyon! På vej op til parkens indgang begyndte vi dog at få bange anelser, i og med at meget store sneflager begyndte at dale ned. Og da vi nåede selve parkens indgang, lå der 20-30 centimeter sne langs vejen og der var dårligt sigte. Ved den første udkigspost fik vi endeligt det storslåede syn at se – en kæmpe grå dis.

Æv...

Æv. Ikke det vi havde håbet på. Vi kørte dog lidt videre ind i parken, som går langs den sydlige ”kant”. Til tider lettede tågen dog lidt, så man kunne få et bedre udsyn, men aldrig så meget så man kunne se tilnærmelsesvist langt.

Lidt mindre dis, men stadig sne lige i ansigtet...

Grand Canyon er nu smukt i alt slags vejr.

Vi besluttede at overnatte uden for parken, og satse på bedre vejr næste dag. Vi vågnede op til en bil begravet i 5 centimeter sne, og da vi kørte ind i parken, måtte vi konstatere at sigtet ikke var blevet bedre. Snare tværtimod.


Vi prøvede at bevæge os ned af en af stierne som fører ned til bunden. Men vi erkendte hurtigt, at vi ikke ligefrem havde det rigtig tøj og udstyr til at bevæge os meget langt ned ad stier, hvor man ikke skal gå meget forkert, før man falder mange hundrede meter lige ned... Men det stykke vi kunne gå, gav virkelig en fornemmelse af, hvor fantastisk en naturoplevelse Grand Canyon er under de rette forudsætninger. Vi valgte at tage videre samme dag, da de ikke lovede bedre vejr de kommende dage, men vi har besluttet at vende tilbage en skønne dag, så vi kan gå hele vejen ned til bunden!

På vej ned af en af stierne. Ikke noget med at træde forkert!

En smule slukøret vendte vi snuden mod Las Vegas, hvor vejret også gerne skulle være bedre – nu gad vi ikke mere sne. Vi valgte at køre noget af turen på den gamle route 66, og her kom vi forbi noget der hedder Grand Canyon Caverns. Vi kørte ind for at tjekke det ud. Vi tog en guidet tur ned i en grotte 60 meter under jorden. Meget sjovt at man det ene øjeblik triller ud af landevejen, og så det næste øjeblik er 21 etager under jordens overflade. Vi var kun os og guiden, som sagde det var den sløveste dag han nogensinde havde oplevet. Men vi var meget tilfredse med at have grotten for os selv. Grotten er dels naturlig og dels menneskeskabt ved hjælp af mange stænger dynamit. Selve stien dernede er – selvfølgelig - belagt med cement og nogle af rummene er næsten lige så store som inde i en katedral. Meget fascinerende. Desuden er grotten også tør, og stort set ingen bakterier kan – ifølge guiden - overleve mere end 72 timer dernede, hvilket giver en meget ren luft. Luft dernede stammer helt fra Grand Canyon (ca. 40 mil) via underjordiske sprækker – deraf navnet på grotten. Hvor ren luften er, kunne vi se på en mumificeret rødlos (en slags forvokset kat), der faldt ned i grotten for 150 år siden, og stadig ser ganske nydelig ud alderen taget i betragtning.

Grand Canyon Caverns.

Vi overnattede i Kingman og valgte, at vi næste dag (d. 13. december) ville bruge tid på at se Hover Dam, som ligger få mil inden Las Vegas. På vejen så vi dog skilte der reklamerede for, at man kunne se Grand Canyon i Hualapai indianerreservatet. Vi var dog lidt skeptiske, da vi i nogle af de andre reservater, har betalt forholdsvist høje priser i entré. Vi valgte dog alligevel at dreje af, da der jo ellers nok vil gå lang tid, før vi fik chancen for at se Grand Canyon igen. Det hele er dog noget anderledes end i den nationale naturpark. I nationalparken kunne vi selv køre rundt i vores bil, og vi havde adgang til parken en hel uge for 25 dollars. I reservatet kostede det 80 dollars, for at blive kørt rundt til to udkigsposter og verdens mest triste westernby. Til gengæld havde vi vejret med os. Den første udkigspost var dog lidt skuffende. De har nemlig bygget en såkaldt skywalk, som er en buet bro med glasbund, der går ud over kløften. Det kostede ekstra 30 dollars per person at få adgang til den. Det var vi for nærige til. For at vi nærige mennesker ikke skal kunne få den samme udsigt, har de ved denne udkigspost sat afspærring op, så man ikke kan komme helt hen til kanten.

To danskere blokerer udsynet til Grand Canyon.

Heldigvis var der ved næste udkigspost rigtig gode muligheder for at gå en længere tur langs kanten (hvor der sjovt nok ikke er afspærring). Her kunne vi endeligt få den helt utrolige oplevelse at kigge ud over Grand Canyon. Helt ubeskriveligt (og jeg er bange for at vores fotos heller ikke yder det retfærdighed).



Endelig storslået udsigt!

Glade for vi endeligt fik set Grand Canyon (hvilket ikke betyder vi har droppet at gå ned til bunden engang) begav vi os videre mod Las Vegas. Vores lille sviptur havde dog kostet os så meget tid, at vi valgte at køre over Hover Dam, uden at gøre holdt, for så at vende tilbage næste dag. At det var så sent betød til gengæld, at vi fik set dæmningen oplyst i mørket. Imponerende!

Hover Dam om aftenen.

Efter dæmningen kørte vi de sidste mil ned ad bjerget, hvor der mødte os et fantastisk syn. Las Vegas strækkende flere kilometer foran os, som et kæmpe hav af lys...

Skrevet af Anders, kl. 10:20, Lone Pine

Ingen kommentarer:

Send en kommentar