mandag den 21. december 2009

Las Vegas

Vi ankom, som Anders skrev i sidste blog, til Las Vegas den 13. december. Vi endte med at blive en del dage i Las Vegas, da det simpelthen er en helt utrolig by. Men vi vandt desværre ikke noget stort i Las Vegas, og det blev heller ikke til bryllup i denne omgang. Elvis er simpelthen en herre, som tager sig alt for godt betalt for at vie folk..



Anders øver sig i at vinde... forgæves.

Men Las Vegas er ellers lige som et kæmpe Disneyland, bare for voksne.
Vi fik indlogeret os på et hotel (Bill's Gambling hall and saloon), som lå lige i centrum af alle begivenhederne på The Strip. Så det var et rigtig godt valg, og så med eget casino i stueetagen, hvor der var folk hele døgnet rundt.

Der mangler absolut ikke spillemaskiner i Vegas.

Vi fik alle dagene rigtig gået The Strip igennem og nydt stemningen. Der er jo blinkende lys alle vegne fra alle hotellerne og casinoerne. Derudover er det fantastisk med alle de temaer, som de har valgt. Der er det franske kvarter med Eiffeltårnet og Triumfbuen, Egyptisk tema med Sfinksen og en pyramide, New York med frihedsgudinden, Cæsars palads der også indeholder et kæmpe shoppecenter i gammel Romersk stil, Circus der har et forlystelsesland inden i, Venedig casino og shoppecenter med kanaler inde i centret, hvor det selvfølgelig er muligt at få en sejltur i gondoler, og tusindvis af andre temaer for casinoer og shoppecentre.

Venedig shoppingcenter - bemærk den kunstige himmel!

Præcist som at være i Venedig (tror vi nok).

Den trojanske hest i fuld størrelse i Cæsars shoppingcenter.

New York (hvis I ikke havde gættet det).

Camelot - hvor man kan se ridderturneringer.

Luxor - der er inspireret af Egypten.

Derudover er der masser af happenings/shows rundt omkring, såsom cabaret i det franske kvarter, vulkanudbrud foran The Mirage, kæmpe springvandshow hvert kvarter foran Bellagio, trapezshows i Circusbygningen og et statueshow om Atlantis fald i Cæsar shoppecentret. Så der sker hele tiden noget i Las Vegas, og der er masser af se, på trods af at man ikke fordyber sig i casinoerne. De har også Stratosphere, som er et casino/hotel med et kæmpe tårn, hvor der er forlystelser på toppen. Vi fik nydt udsigten deroppefra, men skulle ikke nyde noget af at prøve forlystelserne, som ellers går ud fra tårnet, så man rigtig kan hænge og dingle.

Vandshow foran Bellagio.

På toppen af Stratosphere.

Vi nøjedes med at kigge på...

I Las Vegas er der selvfølgelig også en M & M butik i 4 etager, en Coca Cola butik (dog kun i 3 etager), hvor man kunne smage på 16 forskellige sodavand fra hele verden, og ja, alle andre specielle butikker, som man kan forestille sig.


Amok i M&M's butikken.


Anders igang med 16 smagsprøver på sodavand.

Vi fik spillet på spillemaskinerne i mange af de forskellige casinoer, hvor vi vandt nogle gange, men ikke mere, end at vi spillede det op igen.

Ea prøver lykken på en enarmet tyveknægt.

Intet kan blive for stort i USA...

Vi fik også prøvet nogle af de gode og specielle restauranter i Las Vegas. Den første aften fik vi nydt sushi på en rigtig lækker sushirestaurant, hvor man kunne se kokkene i aktion. Vi fik hver 22 stykker sushi, da man kunne få alle de stykker man ville for samme pris. Så man kan vist godt sige, at vi fik smagt sushi. Den anden aften fik vi afprøvet en Regnskovscafe, hvilket vil sige, at hele restauranten er udformet som en regnskov med vandfald, akvarier, og kunstige dyr der bevæger sig og kommer med lyde. Så det var virkelig noget af en oplevelse at spise, mens elefanterne trutter og løverne brøler. Derudover ændrede himlen sig i loftet undervejs, hvorfor der også opstod tordenvejr, hvilket alle dyrene regerede på ved at skræppe op.

Indgangen til regnskovscafen.

Mens vi var i Las Vegas tog vi også ud til Hoover Dam igen, for at få set rigtigt på dæmningen. Vi tog på en tur ned i selve vandkraftværket, hvor vores guide rigtig fik fortalt om brugen af kraftværket, og om hovedformålet med dæmningen (som ikke er at lave strøm) men er at kontrollere Colorado floden, så de lavere egne ikke bliver oversvømmet. I den forbindelse er der blevet dannet en kunstig sø, Lake Mead, som støder op til dæmningen. Der er ikke lige så meget vand i søen, som der plejer (klimaforandringer?), hvilket man tydeligt kan se på klipperne, som en bred hvid kant forneden. Faktisk er vandstanden den laveste nogensinde, og har stort set været faldende igennem de sidste 10 år.
Det tilstødende museum  havde også en super gennemgang lige fra beslutningen om dæmningen, bygningen af den og til brugen af den. Det tog jo kun 4 år at bygge den, så den var færdig i 1935, hvilket var 2 år før planlagt. Tilgengæld arbejdede der så mange mennesker på dæmningen, at der blev opført en hel by ved siden af med eget kraftværk og infrastruktur.
Vi fik gået dæmningen tynd, da den simpelthen er så flot fra alle sider, og taget masser af billeder af den.



Indenfor i kraftværket i dæmningen.

Lake Mead, hvor man tydeligt kan se afmærkningen af den sædvanlige vandstand.

Den 16. december fik vi endelig løsrevet os fra Las Vegas og kørt nordpå igennem Nevada til nationalparken Death Valley, som ligger lige imellem Nevada og Californien. Vi var ellers ikke sikker på, om vi nogen sinde ville komme afsted fra Las Vegas, og det er da helt sikkert en by, som vi godt kunne finde på at vende tilbage til.

Skrevet af Ea, San Fransisco, kl. 23:30

1 kommentar:

  1. Hej Anders og Ea.
    Endnu en gang er det skønt at læse jeres blog og se jeres billeder..
    Syns deter lidt sjovt, at man kan blande SÅ mange forskellige farver M&Ms.. Og så smager de af det samme (eller hvad?).
    Men Jelly Beans: Looooove them!
    Idag er det den 23. Sneen ligger højt og jeg har været oppe ved Vintersbølle skole og kælke med Selma i et par timer. Har desuden lavet brændte mandler og konfekt idag.
    Thomasharhaft en mindrekamp, hjemme påSluseholmen, med vores yndlings kat, Mads(not), som pludselig har lagt sig syg. Hvad han egentlig fejlede, fandt dyrlægen aldrig ud af.. Til gengæld må vi slippe 2000 spir. Hmmmm...
    Ikke just dét man gider sidst i december mdr.
    Vi saaaavner jer. Fandt en masse julepynt, som Anders har lavet som lille, da vi pyntede juletræ. Det har naturligvis fået ærespladserne :)
    Hav en fantastisk dag.. Og glædelig jul.
    Kæmpe kram
    fra
    Mette

    SvarSlet