Georgia, Alabama, Florida, Mississippi, Louisiana og Tennessee

Så er vi ankommet til Memphis, Tennessee, byen der har fostreret nogle af verdens bedste musikere ( bla. Elvis, B.B. King og Johnny Cash). Vi har fået et hotelværelse downtown og med god udsigt over Mississippi-floden. Men inden jeg fortæller mere om vores oplevelser her i Memphis, må jeg hellere fortsætte hvor Ea slap, nemlig i Georgia.

Fra Valdosta kørte vi vest mod Alabama. Vi valgte at køre ad en mindre hovedvej, så vi rigtig kunne se nogle af de flotte huse i den typiske koloni-stil. Lige efter vi havde krydset statsgrænsen, kørte vi ind i Dothan, som er en mellemstor by i Alabama. Den var der dog ikke meget ved, så vi satte kursen mod syd og kom tilbage til Florida og kørte via highway 10 til Pensacola, som er den sidste større by inden man rammer statens allermest vestlige grænse. Vi overnattede i Pensacola på et Motel 6, som ikke ligefrem er kendt for deres luksusværelser, men til gengæld er billig. Næste dag ankom vi til New Orleans i Louisiana efter kort at have krydset staten Mississippi. På grund af alle de grænser vi krydsede, fik vi også passeret en tidslinie et eller andet sted på vejen, som vi dog aldrig helt fandt ud af hvor var. Så nu er der 7 timers forskel til Danmark.

I New Orleans fik vi værelse på et dejligt hotel - St. Marie - lige midt i det franske kvarter, som er det mest berømte område i byen. Da vi ankom, var vi ellers nervøse for, om vi overhovedet kunne få noget, da næsten alle hoteller var optaget. Det skyldtes af New Orleans fodboldhold - Saints - næste dag skulle spille en vigtig kamp mod New Englands Patriots. Efter vi havde indlogeret os og nyt udsigten fra vores balkon, gik vi en tur ned gennem byen. Og man kan roligt sige, at det hurtigt går op for én, hvorfor New Orleans er så populært. Over alt er der barer, restauranter og spillesteder, og stort set alle folk går rundt med en øl i hånden - hvilket også er unikt for det franske kvarter, da man i resten af USA ikke må drikke alkohol offentligt. Det er som en stor kæmpe fest - specielt omkring Bourbon st. som også er lukket for trafik om aftenen. Og når så kvarteret er fyldt helt op med fodboldfans, er det næsten lige før, at det bliver for meget af det gode. Så vi valgte at spise på en italiensk restaurant et par gader fra Bourbon st., som vi havde fået anbefalet af et par amerikanere fra vores hotel. Her kunne vi sidde på en af de, for det franske kvarter, meget typiske balkoner med støbejerns gelænder og kigge ned på folk. Det viste sig desværre også at være den sidste dag, hvor man rigtig kunne sidde udenfor og nyde vejret.

Den efterfølgende dag regnede det. Vi besluttede at tage ud med en rigtig hjuldamper, som sejler op og ned af Mississippi-floden. Vi kunne først få en tid om eftermiddagen, men det gjorde ikke så meget, tænkte vi - for så ville den værste regn sikkert være overstået. I mellemtiden faldt vi over et meget eksklusivt stormagasin. Vi lignede åbenbart ikke de sædvanlige kunder, for da en ekspedient så os, sagde hun 'det må da vist regne udenfor' (siden vi kom derind). Hun gjorde os også opmærksom på, at vi kunne købe en paraply (så vi kunne komme ud af vagten). Vi valgte dog at traske lidt rundt og faldt da også over en helt fantastisk butik, hvor de solgte alverdens ting kun til kagebagning. Om muligt regnede det endnu mere, da vi skulle ud og sejle. Skibet - Natcez - er den eneste hjuldamper på Mississippi-floden, der endnu er fuldt dampdrevet, og heldigvis kunne man komme ned i maskinrummet. Dejlig oplevelse at se, at sådan noget smukt maskineri stadig findes. Til hjuldamperen hører der også et dampdrevet orgel, som der blev spillet på, inden vi gik om bord. Orglet er placeret øverst på skibet, og gennem orgelpiperne kommer der damp, når de bliver spillet - super fedt! Turen varede 2½ time, hvilket er ca. 2 timer for meget, når det er koldt og vådt. Så da skibet lagde til kaj, skyndte vi os hjem på det dejligt varme og tørre hotelværelse.

Den efterfølgende dag regnede det stadig helt vildt, og vi overvejede om vi skulle rejse videre eller blive. Vi følte dog ikke helt, at vi havde fået set nok af det franske kvarter, så vi trodsede regnen og fik gået en god lang tur rundt i de små hyggelige gader. Her så vi også det franske marked, som er en masse små boder med det værste turist-skrammel man kan forestille sig - ej, der var også nogle spændende boder, men som med så meget andet der bliver tilstrækkeligt populært blandt turister, udvikler det sig til lidt at en industri og bliver meget ensrettet. Derefter besøgte vi en kirkegård lidt uden for det franske kvarter. Kirkegårdene i New Orleans er meget specielle, da man pga. den lave beliggenhed og derfor høje grundvandsspejl, ikke kan begrave de døde. Derfor ligger man dem i sakrofager eller nærmest i et slags kommodeskuffe-system. Regnen fortsatte hele aftenen og tiltog i styrke, hvorfor vi også fik oplevet en tonadovarsel i tv lige inden vi skulle sove. Advarslen gik dog til folk som var ude og sejle, og ikke til os på fastlandet...

Den næste dag valgte vi at sætte kursen stik nord mod Memphis (og væk fra regnen) og kørte stort set hele dagen. Vi overnattede på et motel i udkanten af Memphis. Og dagen efter (i dag) besøgte vi så det allerhelligste hellige - Elvis' Graceland. Touren startede med, at man blev kørt i en minibus fra billetkontoret over én vej hen til indgangen af Elvis' hus. En tur på ca. 150 meter - fuldstændigt vanvittigt, at man ikke skal gå. Inden da har man fået et par høretelefoner og en slags radio. Når man så går rundt i huset - meget meget ærbødigt, får man fortalt  historier om de forskellige rum via radioen. 1. etage er dog forbudt, da det var Elvis' helt egne private opholdssted, og det har man valgt stadig at respektere. Hvilket egentligt er fint nok, men også en smule hyklerisk, da de i souvenir-shoppen klister hans fjæs på alt fra underbukser til askebægre. Til sidst ender man ved allerallerhelligste hellige, nemlig hans gravplads. ELLER ER DET???

Efter Graceland kørte vi til Sun Studios i selve Memphis, hvor rigtig mange store kunstnere har indspillet deres plader. Her fik vi en fin guidet tur, og fik også set selve pladestudiet, hvor så mange musikalske legender er blevet skabt. Ret fedt at tænke på. På gulvet var der markeret, hvor selveste Elvis havde stået under en af sine første indspilninger, og guiden fortalte, at Bob Dylan himself havde kysset netop denne plet, hvilket straks fik alle de besøgende til at betragte de to stykker krydsede gaffatape med den yderste ærbødighed.

Fra Sun Studios kørte vi til vores hotel og gik straks en tur i byen. Lidt dødt må vi nok erkende, men det er efterhånden også blevet en anelse koldt, så det kan være at folk bliver indenfor. Om aftenen fik vi dog taget på et spise- og spillested på Beale Street opkaldt efter B.B. King - som igen selv har taget sit navn fra Beale Street, da han oprindeligt kaldte sig Beale Street Blues Boy, senere forkortet B.B. Musikken og maden var rigtig god og man kan sagtens forestille sig, hvor meget gang i den der er om sommeren, når hele Beale Street syder af aktivitet og de tre store b'er: Blues, Beer og BBQ...

I morgen kører vi mod Hot Springs i Arkansas, så må vi se om der overhovedet er nogle varme kilder der eller hvad?

Skrevet af Anders, Memphis, kl. 23:50