Vores dage i Bangkok

Den 23. januar holdt vi en velfortjent afslapningsdag omkring vores hotel i Bangkok, da vi var helt smadrede efter flyveturerne dagen før og tidsforskellen, som medførte en del jetlag. Vores hotel har egen restaurant, og derudover er der et stort indkøbscenter kun 100m væk, så der er heldigvis masser af muligheder for at få noget at spise, samt at dalre lidt rundt. Vi bor ved en endestationen på Skytrain (letbane), og altså derfor mere ude i Storbangkok end i centrum af Bangkok. Dette gør dog bestemt ikke noget, da området slet ikke er turistet, hvorfor der ikke er sælgere eller Tuk-tuk´ere der prøver at prakke en alt muligt på, ligesom inde i centrum.

Ea foran hotellet.

Der er selvfølgelig en sumpskildpadde på hotellet, som hver dag bliver taget op af bassinet, for så at komme ud og motionere på hotellets gulv.

Bangkok har over 11 mio. indbyggere, og det kan man sagtens mærke. Der er en konstant kø af biler på gaden, som ellers har 4-6 spor i hver side. Derudover vrimler det med knallerter, som fletter ind og ud på gaden og fortovene, og så er der også bare mennesker overalt. Og så er der jo alle lugtene: der er gadekøkkener overalt, som tilbereder alt muligt forskelligt på stedet, hvorefter skyllevandet og resterne lander på rendestenen eller fortovet; og så er der selvfølgelig benzinosen, som er ret dominerende, hvorfor mange thailændere også går med mundmasker; Og sidst men ikke mindst, er der varmen, som er rigtig fugtig, og til tider uudholdelig.

Gadekøkkener med masser af sanseindtryk.

Og lidt livlig trafik.

Men hvad der ellers er meget anderledes i forhold til hvad vi forventede, er den høje standard mange af thailænderene har. De fleste har mode tøj på, fede kameraer og nye iPhones. Og det på trods af, at priserne på elektronik stort set er det samme som i Danmark. Derudover er fødevarepriserne (i det super store supermarked lige ved os, hvor der er over 30 betalingskasser og masser af thailændere på indkøb) næsten på niveau med danske priser. Så levestandarden i Bangkok er for mange thailændere helt på niveau med Danmark.

Den næste dag tog vi med Skytrain ud til Chatuchak, som er et kæmpe weekendmarked (de skriver selv måske verdens største) med alt lige fra madvarer og tøj til levende hundehvalpe. Og det var  virkelig fascinerende, så det er bestemt et sted I alle skal besøge, hvis I kommer til Bangkok. Derudover er priserne også helt rigtige, med f.eks øreringe til 6kr, eller Eas køb af 2 cool bluser til 60kr! Så på trods af hvad vi lige skrev med dyre priser, så er der stadig utrolig mange ting i Thailand, som er billigt. Vi kom også forbi en helsebod, hvor man kunne få fødderne i et fodbad fyldt med små fisk. Det skulle vi selvfølgelig lige afprøve, og fiskene gnaskede løs,- især på Anders tæer, som åbenbart vrimler med døde hudceller. Men fiskenipningen kan bestemt anbefales – ens tæer var helt afslappede bagefter. Ea fik også testet toilettet på markedet, hvilket var en hel oplevelse, eftersom hun kunne vælge at betale for toilet med eller uden toiletpapir og derudover var det  ståtoiletter.

Så mange boder - så lidt tid..

Så er der mad, små fisk!

Og de guffer løs på Anders' tæer!

Efter at have tilbragt hele dagen på markedet, følte vi alligevel ikke, at vi var færdige med at shoppe rundt, så vi fortsatte til et helt nyt shoppecenter: King Power!, som dog var lige eksklusivt nok til vores smag. Efterfølgende tog vi til et andet nærliggende center, hvor vi kunne indtage vores forsinkede frokost til 9 kr pr mand! Men det er ikke helt nemt at orientere sig i Bangkok, da det er de færreste skilte, som der står med latinske bogstaver. Og hvis det står med latinske bogstaver, er det ikke ensbetydende med, at det staves på samme måde som i kortene, da thailændere oversætter de thailandske navne, som de selv lyster...

Den næste dag, mandag den 25. januar, tog vi ind for at opleve noget af centrum. Endnu engang blev det Skytrain så langt som vi kunne, og derefter med bådfærgerne. Det er helt klart et plus at ligge tæt på en skytrain, da man så slipper for at bevæge sig rundt nede i kaoset af biler, busser og taxier. Derudover koster et dagskort kun lige omkring 20 kr. Da vi ankom til Central Pier, som er havneanløbet, var der et frygtelig kaos, da masser af thailændere (”scammere”) prøver at få turister til at tage med deres både i stedet for med den offentlige båd. Den offentlige båd, koster 2 kr, hvorimod de andre både skal have omkring 20-30 kr. Det er jo ikke fordi, at det er vildt dyrt at tage med dem i stedet, men det er bare irriterende, at de prøver at snyde en til at tage med deres båd, når man nu helst vil med den officielle båd. Men vi lurede da efter et stykke tid, hvilken der var den officielle båd (og det er selvfølgelig den båd, der som den eneste ikke har reklamer på havnen). Men der er generelt masser af ”scammere” i Bangkok, som prøver at snyde en, hvilket der også bliver advaret om på nettet. Vi oplevede selv at blive råbt efter ude foran et tempel, om at vi skulle købe billetter lige overfor hvis vi ville ind. Vi gik dog videre, og kun 100 m efter kom den rigtige indgang, som selvfølgelig var gratis. Så man kan hurtigt blive snydt til at betale for noget, man ellers ikke behøver. Men så længe, at det kun er det man skal frygte i Thailand, er det jo trods alt ikke så slemt.

At sejle  med  båden er også en hel oplevelse i sig selv, da båden ved hver havn bliver fyldt op med alle de mennesker der vil med, hvorfor der sagtens kan være omkring 150 på en båd, som formentlig ellers kun har redningsveste til 80. Vi fik set Wat Po, som er et stort tempelområde med over 1000 forskellige Buddha figurer, herunder en liggende kæmpebuddha på 46 meter. Så det var ret fascinerende. Herefter overvejede vi at tage ind og se Grand Palace, men varmen og køen, fik os i stedet til at søge imod en restaurant med aircondition. På hjemvejen søgte vi mod (endnu) et stormagasin, hvor vi fik dalret lidt rundt – Ja, vi trænger åbenbart til at shoppe lidt.

En overfyldt båd, men der er plads til flere.

Så kom vi sikkert i havn. Bemærk personen helt til venstre, som desværre har fået et maveonde på kajen.

Tempelfigur i Wat Po!

Her er 14 af de 1000 Buddha figurer.

Fødderne på den 46m lange Buddha figur.

Ea nyder udsigten over de farvestrålende taxier.

Dagen efter skulle vi have tjekket ud af hotellet, og fortsat vores rejse sydpå, men i løbet af natten fik Anders et frygteligt maveonde, og var nærmest lænket til toilettet. Så vi valgte at købe 2 ekstra nætter på hotellet, så han kunne komme sig stille og roligt. Anders lå også i sengen hele tirsdagen, så det var en rigtig hård omgang. Ea fik i stedet tirsdagen til at gå med at pleje Anders, handle lidt ind (herunder ekstra toiletpapir) og nyde 1 times massage på hotellet, som oven i købet var gratis, fordi vi forlængede vores ophold. I dag onsdag, kom Anders på benene, så vi kunne gå lidt ture i området omkring hotellet, og ellers stadig slappe af, så han ikke overanstrengte sig. Han vovede dog, at afprøve massagen her på hotellet, hvilket bestemt også var fortjent.

I morgen tager vi så til øen Koh Samet, som ligger 2-3 timer syd for Bangkok, hvor vi har bestil 4 dage på et rigtigt lækkert luksushotel. Derefter regner vi med stadig at blive på øen, men dog flytte til noget billigere.

Anders hygger med computeren og internettet i hotellets lounge.

Det var alt for nu.

Skrevet af Ea og Anders i Bangkok, den 27. januar, kl. 22:45.

Resten af dagene i New Zealand

Så er vi endeligt kommet til Bangkok i Thailand efter en 14-15 timer lang rejse fra New Zealand. Vi er nu kommet nærmere Danmark og er kun 6 timer foran. Vejret i Bangkok er omkring 30 grader og luftfugtigheden meget høj. Men da det jo er et stykke tid siden vi sidst har opdateret, er det lige en masse oplevelser fra New Zealand, som vi vil dele med jer, inden vi begiver os ud i Bangkoks pulserende storbyliv.

Vi tog fra Kaikoura torsdag den 14. januar og kørte vestpå til Hamner Springs, som (også) er en by fyldt med varme kilder. Vi besluttede endnu engang at udsætte vores kroppe for de (påståelige) helbredende virkninger af det varme vand. Desværre var badeanstalten meget populær, (næsten Lalandia lignende tilstande) så vi nød det ikke så meget, som de andre gange. Dog fik vi i stedet rendt lidt rundt på minigolfbanen i byen, men da Ea begyndte at tabe stort, var det heller ikke lykken.

Hanmer Springs bliver nok aldrig beskrevet som rejsen højdepunkt...

Der havde hele dagen hængt store tunge grå skyer, som om aftenen åbnede sig, hvorfor vi tilbragte aftenen med at læse i bilen. Dette var nu ret hyggeligt, selvom det kunne have været rart at se en DVD film. Men vi er desværre løbet tør for usete DVD film (vi fik kun udleveret 2 stk), og alle de Spaceship vi har mødt, har ikke kunne bytte DVDer, da de ikke har taget imod tilbuddet om at låne nogen. Men det er jo simpelthen en skændsel mod Spaceship konceptet, at de har takket nej til tilbuddet. For det er jo ikke sjovt for os at kunne bytte DVDer, hvis der ikke er nogen at bytte med!

Den næste morgen fortsatte vi vestpå igennem Lewis passet. Det var en imponerende køretur, og det bedste af det hele var, at på vestkysten skinnede solen så meget, at sommertøjet endnu engang kom på, og vi kunne sidde og nyde en is. Vi kørte derefter ud til strandklipperne i Westport, og hilste på den store sælkoloni, som havde taget patent på stedet. Da vejret var blevet så godt, besluttede vi at slå lejr tidligt, og så ellers nyde eftermiddagen i vores stole i den bagende sol med en frisk avis. Ikke dårligt. Det blev også aftenen, hvor vi endnu engang kunne sove med teltet på vores bil, hvilket var en fornøjelse, da det giver mere plads i bilen, og da vi simpelthen sover bedre med alt den friske luft.

Lewis Pass

At fylde is i fryseboksen er et af de daglige ritualer på denne type camping.

Camping. Solskin. Avis. Behøver man mere?

Lørdag den 16. januar kørte vi lidt nordpå til byerne Denniston og Coalbrookdale, som er gamle kulminebyer, der blev grundlagt i slutningen af 1800-tallet, og lukkede ned i 1956. Køreturen derop var ad stejle bjergveje, med en helt fantastisk udsigt over vestkysten. Vi valgte at gå en vandretur, som hed Coalbrookdale Walk. Den fulgte de gamle minespor i Coalbrookdale, hvilket var helt fantastisk, da resterne af sporerne til minevognene og vognene selv stadig kunne ses. Derudover kom vi forbi de gamle mineindgange, og resterne af de huse, som arbejderne boede i, som praktisk nok lå lige op af skinnerne, så der ikke var så langt til arbejde. Så en rigtig spændende spøgelsesby, som vi oven i købet var de eneste turister der brugte vores dag på. Måske fordi byerne var så besværlige at nå til, på grund af al den bjergkørsel det krævede.

Spøgelsesby, minevogn og indy-hat. Anders udlever sine Indiana Jones-fantasier...

Ea nærmer sig en tunnel med en hvis skepsis.

...men nogle skulle jo tage et billede af Anders, så hun blev hevet med ind!

Da Denniston lå oppe på bjerget, var der lavet en utrolig stejl togbane op af bjerget, hvor de tomme og fyldte minevogne kunne køre henholdsvis op og ned. Ganske opfindsomt havde man lavet det således, at den fyldte minevogn via kabeltræk, løftede den tomme vogn op igen. Denne togbane blev brugt til at fragte alt op til bjerget, da der dengang ikke var en vej til toppen af bjerget. Det vil sige, at boliginventar og personer også blev fragtet op i minevognene. Mange gik dog også selv op af bjerget på skinnerne (3 timers vandretur), hvilket ikke altid var helt ufarligt, da man jo skulle huske at holde øje med, om der lige pludseligt kom nogle minevogne farende op eller ned af bjerget. Vi gik kun 10 meter ned af bjerget, hvilket var så stejlt, at vi er glade for, at vi ikke behøvede at gå hele vejen ned.

Ea går samme vej, som hundredvis af minearbejdere gjorde for 100 år siden.

Fantastisk udsigt af vestkysten og det Tasmanske Hav på vej ned af bjerget.

Vi nød vores frokost (som altid sandwich frisklavede fra køletasken) oppe på bjerget i den bagende hede, inden vi kørte sydpå af vestkysten til Punakaiki Pancake Rocks (pandekageklipperne). Navnet skyldes klippernes formationer, som ligner høje stabler af pandekager. Og her var der godt nok turister! Der kom simpelthen den ene bus efter den anden. Men klipperne var nu også fantastiske, især når bølgerne fyldte hulrummet under klipperne op, så at vandet sprøjtede op ud af klipperne. Vi overnattede i Greymouth, hvor vi fik gået en vidunderlig aftentur ned til vandet og til den nærliggende kirkegård, som bare var utrolig smuk (Ea har en lidt foruroligende fascination af kirkegårde...).

De meget populære pandekageklipper.

Ummm... pandekager...

Gammel og flot kirkegård i Greymouth.

Søndag den 17. januar begyndte vi at køre østpå igen, denne gang dog igennem Arthurs passet, som var helt fantastik. Og her blev Bizarro virkelig sat på prøve op ad de stejle veje. Så for at skåne den mest muligt holdte vi også inde et par gange undervejs. Og det var heldigt, for et af stederne så vi to store grønne papegøjer (som vist nok kaldes kea). De holdt godt øje med os, mens de trippede frem og tilbage på et hegn, som de havde valgt at slå sig ned på. Ganske hyggeligt.

NZ er på mange måder en ornitologs paradis. Stort set hver eneste dag, måtte vi bremse ned for at undgå at ramme store rovfugle, som sad på vejen og spiste ådsler.

Vi gjorde også holdt et sted, hvor vi gik starten af en helt utrolig vandretur. Der stod dog ikke noget om længden på turen, og da vi kun mødte folk i det helt vilde vandreudstyr og oppakning, besluttede vi, at vi nok ikke var helt forberedte på denne tur, og hellere måtte vende om. Men inden da besteg vi en stor klippe, hvor vi nød udsigten til vandfald og bjerge, mens vi spiste et par æbler.

Ude og vandre i en helt utrolig natur.

Mange scener fra Ringenes herre er også optaget omkring Arthurs passet  (der er dog optaget scener overalt fra New Zealand, hvilket mange af byerne også prøver at profilere sig af). Så omkring frokosttid holdt vi inde et sted (som vi ikke lige kan huske hvad hedder) og nød den fantastiske natur, mens vi spiste et par hjemmegjorte sandwicher. Her var der også mulighed for at klatre igennem en grotte skabt af et vandløb. Igen var vi dog ikke helt forberedte, eftersom skiltene anbefalede, at man både havde pandelamper, lygter, ekstra batterier, kraftige støvler, våddragt og hjelm med. Det så dog rigtig spændende ud, så det må være endnu en ting, som vi engang vender tilbage til. Vi overnattede på en campingplads i udkanten af Geraldine, hvor vi både fik spillet tennis, hoppet på hoppepude og observerede et pindsvin gnaske insekter. Ikke dårligt.

Næsten igennem Arthurs Pass.

Ea igang med sin daglige ration af sandwich. Er det en hobbit man kan se i baggrunden?

Hvad skal man med bungie jump og sky diving, når man kan hoppe i hoppepude?

Mandag den 18. januar kørte vi til Lake Tekapo og her ventede der sig et noget overraskende syn. Søen har nemlig en helt fantastisk markant blå farve. Utroligt smukt. Farven skyldes at søens vand blander sig med vand fra nærliggende gletsjere. Gletsjervandet indeholder pulveriseret klippe, som – mikset med søens vand – gør at kun det blå spekter i lyset bliver reflekteret.

Vi spiste frokost ved den – ud fra antallet af turister at bedømme – meget berømt kirke ”Chuch of the Good Shepherd”, som lå lige ned til søens bred. Udsigten inde fra kirken var absolut også helt fænomenal – hvilket vel egentlig er meget praktisk, hvis prædikenen er kedelig.

Anders igang med sin daglige ration af sandwich.

Guddommelig udsigt?

Efter frokost valgte vi at gå en tur op på et lille bjerg kaldet Mt. John, hvor der på toppen ligger observatorier og også en enkelt lille cafe. Turen var måske ikke særlig lang, men til gengæld var den stejl! Og da vi af uransaglige årsager, havde valgt at tage lange bukser og kondisko på, var vi temmelig varme og udkørte, da vi nåede toppen. Udsigten var dog helt perfekt. Vi kunne se hele Lake Tekapo og de omgivende bjerge i mange kilometers omkreds. Og så fik vi da også lige en is fra cafeen, så vi kunne klare turen ned af bjerget...

Ea tager en velfortjent pause under bestigning til Mt John.

Udsigt til Lake Tekapo.

Anders tester Lake Tekapos egnethed til at slå smut.

Efter turen op på bjerget kørte vi videre i retning at Mt. Cook, som er New Zealands højeste bjerg med 3.754 meter. Vi overnattede på en Campingplads i Glentanner, som lå lige op ad en anden stor sø – Lake Pukaki – som havde samme markante blå farve, som Lake Tekapo.

Tirsdag den 19.januar kørte vi videre til Mt. Cook Village, som – ikke overraskende – ligger for foden at Mt. Cook. Landskabet her var helt fantastisk med udsigt til bjergkæden Southern Alps og ikke mindst den sneklædte top af Mt. Cook, som ellers ligger dækket af skyer det meste af tiden. På maori kaldes bjerget Aoraki, hvilket da også betyder ”sky spidderen”.

På vej mod Mt. Cook.

Vi var ekstra glade for det gode vejr, da vi havde bestilt en sejltur rundt i gletsjersøen tilhørende Tasman Gletsjeren. Vi blev kørt i bus fra Mt. Cook Village via en snoet bjergsti, og gik den sidste halvanden kilometer ud til søen. Ude ved søen blev vi iført redningsveste og hoppede ned i de små gule motorbåde. Selve søen var 2 km bred, 6,5 km lang og 200 meter dyb. Farven var en slags mælkegrå, som skyldes den høje koncentration af ”klippe-pulver”. Rundt i selve søen drev isbjerge, som havde løsrevet sig fra gletsjeren. Nogle af dem var næsten på størrelse med fodboldbaner. Når man så tænker på, at kun 10% af isbjerget er synligt, bliver man fyldt af ærefrygt over disse flydende kæmper. Mens vi var der, begyndte en af de helt store isbjerge også at vugge frem og tilbage. Det sker, når tilpas meget is er smeltet, og et nyt balancepunkt opstår. Og at se en klump is på flere tusind ton rykke rundt på sig er nærmest over ens fatteevne! Et andet isbjerg valgte at vende hele vejen rundt, hvilket afslørede gletsjeris som endnu ikke havde været udsat for lys. Denne type is har en stålblå farve og er utrolig kompakt, hvilket gør at det næsten er lige så gennemsigtigt som glas. Det skulle også holde 6-7 gange så lang tid som almindeligt fryser-is, ifølge vores guide, hvis man valgte at bruge det i en drik. Efter denne utrolige sejltur, kørte vi tilbage til Lake Tekapo og overnattede.

Isbjerg med Southern Alps i baggrunden.

Isen der flød rundt i søen havde en helt utrolig klarhed.

Et isbjerg har vendt sig rundt og blotter den stålblå gletsjeris.

Selvfølgelig ser man med fingrene!

Onsdag d. 20. kørte vi hele vejen til Christchurch, da vi allerede næste dag skulle tage afsked med Bizarro. Vi fandt en god campingplads uden for byen, og fik tilberedt vores sidste middag på det indbyggede gasblus (spaghetti bolognese) i dejligt solskin og redt sengen for sidste gang. Vi kunne næsten ikke fatte, at vores tid med camping skulle slutte. Men der er jo ikke andet for, end at vi må vende tilbage til New Zealand og prøve det igen – det kan varmt anbefales!

Sidste aftensmad med Bizarro. Vi elskede den på trods af sine fejl, men sådan er ægte kærlighed vel også...

Ænderne vælger at deltage i det sidste morgenmåltid i vores campingferie.

Om torsdagen fandt vi et hotel, som ikke lå så langt fra det sted i Christchurch, hvor vi skulle aflevere Bizarro. Så vi fik pakket alle vores ting fra bilen sammen og lagt ind på vores værelse. Derefter kørte vi over og afleverede Bizarro uden de store vanskeligheder – vi har jo kørt pænt og i hovedtræk på den rigtige side af vejen. Heldigvis lå afleveringsstedet ikke langt fra centrum, så vi fik gået en god tur i den hyggelig by, hvor vi fik shoppet lidt forskellige bøger og gaver (ja, vi forkæler altså vores familie alt for meget!). Vi endte i et hyggeligt kunstshoppingcenter, som var indrettet i en bygning, der lignede en gammel kostskole. Her var en masse forskellige kunsthåndværker udstillet, lige fra malerier til patchwork og smuk træ-bearbejdning. Om aftenen spiste vi på en god restaurant, hvor vi delte et kæmpe fad fyldt op med alt godt fra havet, heriblandt østers og muslinger tilberedt på alverdens måder.

Fredag d. 22. januar tog vi en taxi i styrtregnevejr til lufthavnen og fortsatte til Sydney via en 3 timers flyvetur. I Sydney blev vores fly til Bangkok dog forsinket en halv times tid pga tordenvejr. Flyveturen til Bangkok tog derefter 9 timer og vi landede omkring midnat lokal tid (men klokken 6 om morgenen i forhold til vores New Zealand tid – så vi var pænt trætte). Efter lidt vanskeligheder med at finde ud af hvor mange penge vi skulle hæve (vi kendte ikke lige valutakursen på en Baht) fik vi taget en taxi. Lidt en gentagelse af vores taxi-tur i Miami – denne gang bare uden sikkerhedsseler! Vi fandt heldigvis vores hotel relativt nemt, og, at bedømme ud fra taxi-chaufførens glade ansigt, gav vi rigeligt med drikkepenge. Herefter gik vi så hovedkulds i seng, og er nu igang med en rigtig slapper dag. Hotellet lever heldigvis fuldt ud op til vores forventninger og vi har internet igen!

Skrevet af Ea og Anders, d. 23. januar, kl. 16:00, Bangkok.

Her kommer så dagene fra den 11. januar til i dag

Den 11. januar stod vi tidligt op for at nå færgen til sydøen. Vi havde hørt at trafikken kunne være tung mandag morgen, så vi tog afsted i god tid, hvilket betød at vi endte med at skulle fordrive en time i vores bil ved kajen. Det gik dog, og vi fik nydt færgeturen, især da vi nærmede os Picton på sydøen, hvor indsejlingen simpelthen bare er så smuk.

Indsejling til Picton havn.

Vi kørte derefter af Queen Charlotte drive, som er en vej, der bugter sig langs klippekanten. Så det tog lang tid at køre ikke særlig langt. Vi fandt en Family park, som samtidig var en bondegård med køer, og får, hvor vi slog lejr for natten. Det var her vi fik serveret varme muffins! Det øsregnede det meste af eftermiddagen, men stoppede heldigvis senere på aften, så at vi kunne tage ind i deres private skov for at vandre en times tid på en utrolig flot sti (men meget mudret og ikke så farbar), som udmundede ved et vandfald. Wow, hvorfor har man ikke lige sådan noget i sin baghave!

Bizzaro parkeret på pladsen med udsigt til bjergene. Bemærk disen, som opstod efter regnen stoppede.

Ea kigger fascineret op på det hemmelige vandfald.

Anders beviser endnu engang, at han er naturens hersker.

Vi havde ikke fået planlagt præcist hvor vi ville hen på sydøen, kun at vi gerne ville se alt, da alt bare er smukt hernede. Men på grund af tiden, kan det jo ikke rigtig lade sig gøre. Vi sad så heldigvis hele aftenen sammen med nogle tyskere (som var her for anden gang) og fastboende englændere, som havde masser af ideer til hvad der ville være realistisk at nå på sydøen, og hvad vi burde se. Så det var dejligt at få så mange gode input, og vi har nu fået nogenlunde lagt en plan for vores sidste dage hernede. Men vi oplever ellers, at de fleste bruger over en måned her af gangen, plus flertallet af dem vi møder, er folk der er her for anden og tredje gang. Så New Zealand er helt sikker et land man bliver ved med at vende tilbage til.

Næste dag tog vi afsted for at vandre på den populære Queen Charlotte Track. Den er i alt på 72 km, hvilket tager 3-5 dage at vandre. Vi nøjedes dog med starten, så det blev til halvanden time frem og tilbage. Det var en dejlig tur, men det stykke vi vandrede, havde desværre ikke udsigt ned over bugten. Så den private vandretur vi havde taget aftenen før, var helt klart flottere.

Queen Charlotte Track.

Vi kørte herefter til byen Havelock, som er kendt for sine store Grønskals muslinger. Og her skulle vi selvfølgelig ind på The Mussel Pot (muslingegryden), for at smage deres muslinger. Det var lækkert!

MUMS! En hel grydefuld dampede muslinger til hver.

Vi kørte herefter sydpå af østkysten, hvor vi til vores glæde så en hel sælkoloni, som lå og slappede på alle klitterne. Der var rigtig mange babysæler iblandt, som tumlede omkring, og som bare var så søde.

Landskabet har endnu engang ændret udseende.

Sælkolonien!

Vi ankom til Kaikoura, hvor vi fandt en campingplads for de næste par dage, og tilkøbte os internet til den nette sum af 80kr! Så det er derfor, at vi nu har lagt 3 afsnit op på bloggen, da vi jo skal udnytte, at vi har dette internet.

Om morgenen fik vi gået lidt rundt i Kaikoura, som er en lille bitte fiskerleje by, kendt for sine hvalfangster førhen, og nu sine hvalobservationsture. Vi havde aftenen før bestilt en tur til kl 14. Da vi mødte op på kajen, blev vi dog advaret om at der var meget høje bølger på op til 2 meter, så på grund af dette, kunne vi afmelde turen og få vores penge tilbage. Det var vi dog ikke interesseret i. Så Anders indtog nogle søsygetabletter, og Ea sprang over, da hun holdt fast i, at hun aldrig havde været søsyg. Og så tog vi ellers afsted, hvilket vil sige en halv time i båden, hvor vi alle skulle sidde på vores pladser pga de sindssyg høje bølger. Vi klarede dog turen uden problemer. Da vi nåede frem til hvalernes territorium, fik vi så heldigvis også oplevet hele 4 kaskelothvaler, på omkring  meter! Desværre ser man kun under en tredjedel af dem, da resten er under vand. Men det er noget af en oplevelse, når de dykker, hvor man tydeligt kan se deres halefinne. Lige inden vi skulle sejle tilbage, stødte vi heldigvis på en delfinflok, og det var lige før, at det var mere fascinerende end hvalerne. For der var omkring 200 delfiner, som var så nysgerrige og legesyge, at de blev ved med at svømme rundt om båden, og kaste sig op i vandet på alle mulige måder. Wow.

Ea ved strandkanten i Kaikoura, med de sneklædte bjerge i baggrunden.

En ung kaskelothval dykker efter mad. De kan dykke helt ned til 3 km!

Ea begejstreret.

Legesyge delfiner, som bare sprang og sprang.

...og sprang!

Og nu er det så den 14. januar, og vi er heldigvis vågnet til solskinsvejr i dag! Så nu sidder vi og nyder vejret og avisen, inden vi kører vestpå til Hanmer Springs.

Lagt på nettet af Ea og Anders kl 10:45 den 14. januar, Kaikoura