lørdag den 23. januar 2010

Resten af dagene i New Zealand

Så er vi endeligt kommet til Bangkok i Thailand efter en 14-15 timer lang rejse fra New Zealand. Vi er nu kommet nærmere Danmark og er kun 6 timer foran. Vejret i Bangkok er omkring 30 grader og luftfugtigheden meget høj. Men da det jo er et stykke tid siden vi sidst har opdateret, er det lige en masse oplevelser fra New Zealand, som vi vil dele med jer, inden vi begiver os ud i Bangkoks pulserende storbyliv.

Vi tog fra Kaikoura torsdag den 14. januar og kørte vestpå til Hamner Springs, som (også) er en by fyldt med varme kilder. Vi besluttede endnu engang at udsætte vores kroppe for de (påståelige) helbredende virkninger af det varme vand. Desværre var badeanstalten meget populær, (næsten Lalandia lignende tilstande) så vi nød det ikke så meget, som de andre gange. Dog fik vi i stedet rendt lidt rundt på minigolfbanen i byen, men da Ea begyndte at tabe stort, var det heller ikke lykken.

Hanmer Springs bliver nok aldrig beskrevet som rejsen højdepunkt...

Der havde hele dagen hængt store tunge grå skyer, som om aftenen åbnede sig, hvorfor vi tilbragte aftenen med at læse i bilen. Dette var nu ret hyggeligt, selvom det kunne have været rart at se en DVD film. Men vi er desværre løbet tør for usete DVD film (vi fik kun udleveret 2 stk), og alle de Spaceship vi har mødt, har ikke kunne bytte DVDer, da de ikke har taget imod tilbuddet om at låne nogen. Men det er jo simpelthen en skændsel mod Spaceship konceptet, at de har takket nej til tilbuddet. For det er jo ikke sjovt for os at kunne bytte DVDer, hvis der ikke er nogen at bytte med!

Den næste morgen fortsatte vi vestpå igennem Lewis passet. Det var en imponerende køretur, og det bedste af det hele var, at på vestkysten skinnede solen så meget, at sommertøjet endnu engang kom på, og vi kunne sidde og nyde en is. Vi kørte derefter ud til strandklipperne i Westport, og hilste på den store sælkoloni, som havde taget patent på stedet. Da vejret var blevet så godt, besluttede vi at slå lejr tidligt, og så ellers nyde eftermiddagen i vores stole i den bagende sol med en frisk avis. Ikke dårligt. Det blev også aftenen, hvor vi endnu engang kunne sove med teltet på vores bil, hvilket var en fornøjelse, da det giver mere plads i bilen, og da vi simpelthen sover bedre med alt den friske luft.

Lewis Pass

At fylde is i fryseboksen er et af de daglige ritualer på denne type camping.

Camping. Solskin. Avis. Behøver man mere?

Lørdag den 16. januar kørte vi lidt nordpå til byerne Denniston og Coalbrookdale, som er gamle kulminebyer, der blev grundlagt i slutningen af 1800-tallet, og lukkede ned i 1956. Køreturen derop var ad stejle bjergveje, med en helt fantastisk udsigt over vestkysten. Vi valgte at gå en vandretur, som hed Coalbrookdale Walk. Den fulgte de gamle minespor i Coalbrookdale, hvilket var helt fantastisk, da resterne af sporerne til minevognene og vognene selv stadig kunne ses. Derudover kom vi forbi de gamle mineindgange, og resterne af de huse, som arbejderne boede i, som praktisk nok lå lige op af skinnerne, så der ikke var så langt til arbejde. Så en rigtig spændende spøgelsesby, som vi oven i købet var de eneste turister der brugte vores dag på. Måske fordi byerne var så besværlige at nå til, på grund af al den bjergkørsel det krævede.

Spøgelsesby, minevogn og indy-hat. Anders udlever sine Indiana Jones-fantasier...

Ea nærmer sig en tunnel med en hvis skepsis.

...men nogle skulle jo tage et billede af Anders, så hun blev hevet med ind!

Da Denniston lå oppe på bjerget, var der lavet en utrolig stejl togbane op af bjerget, hvor de tomme og fyldte minevogne kunne køre henholdsvis op og ned. Ganske opfindsomt havde man lavet det således, at den fyldte minevogn via kabeltræk, løftede den tomme vogn op igen. Denne togbane blev brugt til at fragte alt op til bjerget, da der dengang ikke var en vej til toppen af bjerget. Det vil sige, at boliginventar og personer også blev fragtet op i minevognene. Mange gik dog også selv op af bjerget på skinnerne (3 timers vandretur), hvilket ikke altid var helt ufarligt, da man jo skulle huske at holde øje med, om der lige pludseligt kom nogle minevogne farende op eller ned af bjerget. Vi gik kun 10 meter ned af bjerget, hvilket var så stejlt, at vi er glade for, at vi ikke behøvede at gå hele vejen ned.

Ea går samme vej, som hundredvis af minearbejdere gjorde for 100 år siden.

Fantastisk udsigt af vestkysten og det Tasmanske Hav på vej ned af bjerget.

Vi nød vores frokost (som altid sandwich frisklavede fra køletasken) oppe på bjerget i den bagende hede, inden vi kørte sydpå af vestkysten til Punakaiki Pancake Rocks (pandekageklipperne). Navnet skyldes klippernes formationer, som ligner høje stabler af pandekager. Og her var der godt nok turister! Der kom simpelthen den ene bus efter den anden. Men klipperne var nu også fantastiske, især når bølgerne fyldte hulrummet under klipperne op, så at vandet sprøjtede op ud af klipperne. Vi overnattede i Greymouth, hvor vi fik gået en vidunderlig aftentur ned til vandet og til den nærliggende kirkegård, som bare var utrolig smuk (Ea har en lidt foruroligende fascination af kirkegårde...).

De meget populære pandekageklipper.

Ummm... pandekager...

Gammel og flot kirkegård i Greymouth.

Søndag den 17. januar begyndte vi at køre østpå igen, denne gang dog igennem Arthurs passet, som var helt fantastik. Og her blev Bizarro virkelig sat på prøve op ad de stejle veje. Så for at skåne den mest muligt holdte vi også inde et par gange undervejs. Og det var heldigt, for et af stederne så vi to store grønne papegøjer (som vist nok kaldes kea). De holdt godt øje med os, mens de trippede frem og tilbage på et hegn, som de havde valgt at slå sig ned på. Ganske hyggeligt.

NZ er på mange måder en ornitologs paradis. Stort set hver eneste dag, måtte vi bremse ned for at undgå at ramme store rovfugle, som sad på vejen og spiste ådsler.

Vi gjorde også holdt et sted, hvor vi gik starten af en helt utrolig vandretur. Der stod dog ikke noget om længden på turen, og da vi kun mødte folk i det helt vilde vandreudstyr og oppakning, besluttede vi, at vi nok ikke var helt forberedte på denne tur, og hellere måtte vende om. Men inden da besteg vi en stor klippe, hvor vi nød udsigten til vandfald og bjerge, mens vi spiste et par æbler.

Ude og vandre i en helt utrolig natur.

Mange scener fra Ringenes herre er også optaget omkring Arthurs passet  (der er dog optaget scener overalt fra New Zealand, hvilket mange af byerne også prøver at profilere sig af). Så omkring frokosttid holdt vi inde et sted (som vi ikke lige kan huske hvad hedder) og nød den fantastiske natur, mens vi spiste et par hjemmegjorte sandwicher. Her var der også mulighed for at klatre igennem en grotte skabt af et vandløb. Igen var vi dog ikke helt forberedte, eftersom skiltene anbefalede, at man både havde pandelamper, lygter, ekstra batterier, kraftige støvler, våddragt og hjelm med. Det så dog rigtig spændende ud, så det må være endnu en ting, som vi engang vender tilbage til. Vi overnattede på en campingplads i udkanten af Geraldine, hvor vi både fik spillet tennis, hoppet på hoppepude og observerede et pindsvin gnaske insekter. Ikke dårligt.

Næsten igennem Arthurs Pass.

Ea igang med sin daglige ration af sandwich. Er det en hobbit man kan se i baggrunden?

Hvad skal man med bungie jump og sky diving, når man kan hoppe i hoppepude?

Mandag den 18. januar kørte vi til Lake Tekapo og her ventede der sig et noget overraskende syn. Søen har nemlig en helt fantastisk markant blå farve. Utroligt smukt. Farven skyldes at søens vand blander sig med vand fra nærliggende gletsjere. Gletsjervandet indeholder pulveriseret klippe, som – mikset med søens vand – gør at kun det blå spekter i lyset bliver reflekteret.
Vi spiste frokost ved den – ud fra antallet af turister at bedømme – meget berømt kirke ”Chuch of the Good Shepherd”, som lå lige ned til søens bred. Udsigten inde fra kirken var absolut også helt fænomenal – hvilket vel egentlig er meget praktisk, hvis prædikenen er kedelig.

Anders igang med sin daglige ration af sandwich.

Guddommelig udsigt?

Efter frokost valgte vi at gå en tur op på et lille bjerg kaldet Mt. John, hvor der på toppen ligger observatorier og også en enkelt lille cafe. Turen var måske ikke særlig lang, men til gengæld var den stejl! Og da vi af uransaglige årsager, havde valgt at tage lange bukser og kondisko på, var vi temmelig varme og udkørte, da vi nåede toppen. Udsigten var dog helt perfekt. Vi kunne se hele Lake Tekapo og de omgivende bjerge i mange kilometers omkreds. Og så fik vi da også lige en is fra cafeen, så vi kunne klare turen ned af bjerget...

Ea tager en velfortjent pause under bestigning til Mt John.

Udsigt til Lake Tekapo.


Anders tester Lake Tekapos egnethed til at slå smut.

Efter turen op på bjerget kørte vi videre i retning at Mt. Cook, som er New Zealands højeste bjerg med 3.754 meter. Vi overnattede på en Campingplads i Glentanner, som lå lige op ad en anden stor sø – Lake Pukaki – som havde samme markante blå farve, som Lake Tekapo.

Tirsdag den 19.januar kørte vi videre til Mt. Cook Village, som – ikke overraskende – ligger for foden at Mt. Cook. Landskabet her var helt fantastisk med udsigt til bjergkæden Southern Alps og ikke mindst den sneklædte top af Mt. Cook, som ellers ligger dækket af skyer det meste af tiden. På maori kaldes bjerget Aoraki, hvilket da også betyder ”sky spidderen”.

På vej mod Mt. Cook.

Vi var ekstra glade for det gode vejr, da vi havde bestilt en sejltur rundt i gletsjersøen tilhørende Tasman Gletsjeren. Vi blev kørt i bus fra Mt. Cook Village via en snoet bjergsti, og gik den sidste halvanden kilometer ud til søen. Ude ved søen blev vi iført redningsveste og hoppede ned i de små gule motorbåde. Selve søen var 2 km bred, 6,5 km lang og 200 meter dyb. Farven var en slags mælkegrå, som skyldes den høje koncentration af ”klippe-pulver”. Rundt i selve søen drev isbjerge, som havde løsrevet sig fra gletsjeren. Nogle af dem var næsten på størrelse med fodboldbaner. Når man så tænker på, at kun 10% af isbjerget er synligt, bliver man fyldt af ærefrygt over disse flydende kæmper. Mens vi var der, begyndte en af de helt store isbjerge også at vugge frem og tilbage. Det sker, når tilpas meget is er smeltet, og et nyt balancepunkt opstår. Og at se en klump is på flere tusind ton rykke rundt på sig er nærmest over ens fatteevne! Et andet isbjerg valgte at vende hele vejen rundt, hvilket afslørede gletsjeris som endnu ikke havde været udsat for lys. Denne type is har en stålblå farve og er utrolig kompakt, hvilket gør at det næsten er lige så gennemsigtigt som glas. Det skulle også holde 6-7 gange så lang tid som almindeligt fryser-is, ifølge vores guide, hvis man valgte at bruge det i en drik. Efter denne utrolige sejltur, kørte vi tilbage til Lake Tekapo og overnattede.

Isbjerg med Southern Alps i baggrunden.

Isen der flød rundt i søen havde en helt utrolig klarhed.

Et isbjerg har vendt sig rundt og blotter den stålblå gletsjeris.

Selvfølgelig ser man med fingrene!

Onsdag d. 20. kørte vi hele vejen til Christchurch, da vi allerede næste dag skulle tage afsked med Bizarro. Vi fandt en god campingplads uden for byen, og fik tilberedt vores sidste middag på det indbyggede gasblus (spaghetti bolognese) i dejligt solskin og redt sengen for sidste gang. Vi kunne næsten ikke fatte, at vores tid med camping skulle slutte. Men der er jo ikke andet for, end at vi må vende tilbage til New Zealand og prøve det igen – det kan varmt anbefales!

Sidste aftensmad med Bizarro. Vi elskede den på trods af sine fejl, men sådan er ægte kærlighed vel også...

Ænderne vælger at deltage i det sidste morgenmåltid i vores campingferie.

Om torsdagen fandt vi et hotel, som ikke lå så langt fra det sted i Christchurch, hvor vi skulle aflevere Bizarro. Så vi fik pakket alle vores ting fra bilen sammen og lagt ind på vores værelse. Derefter kørte vi over og afleverede Bizarro uden de store vanskeligheder – vi har jo kørt pænt og i hovedtræk på den rigtige side af vejen. Heldigvis lå afleveringsstedet ikke langt fra centrum, så vi fik gået en god tur i den hyggelig by, hvor vi fik shoppet lidt forskellige bøger og gaver (ja, vi forkæler altså vores familie alt for meget!). Vi endte i et hyggeligt kunstshoppingcenter, som var indrettet i en bygning, der lignede en gammel kostskole. Her var en masse forskellige kunsthåndværker udstillet, lige fra malerier til patchwork og smuk træ-bearbejdning. Om aftenen spiste vi på en god restaurant, hvor vi delte et kæmpe fad fyldt op med alt godt fra havet, heriblandt østers og muslinger tilberedt på alverdens måder.

Fredag d. 22. januar tog vi en taxi i styrtregnevejr til lufthavnen og fortsatte til Sydney via en 3 timers flyvetur. I Sydney blev vores fly til Bangkok dog forsinket en halv times tid pga tordenvejr. Flyveturen til Bangkok tog derefter 9 timer og vi landede omkring midnat lokal tid (men klokken 6 om morgenen i forhold til vores New Zealand tid – så vi var pænt trætte). Efter lidt vanskeligheder med at finde ud af hvor mange penge vi skulle hæve (vi kendte ikke lige valutakursen på en Baht) fik vi taget en taxi. Lidt en gentagelse af vores taxi-tur i Miami – denne gang bare uden sikkerhedsseler! Vi fandt heldigvis vores hotel relativt nemt, og, at bedømme ud fra taxi-chaufførens glade ansigt, gav vi rigeligt med drikkepenge. Herefter gik vi så hovedkulds i seng, og er nu igang med en rigtig slapper dag. Hotellet lever heldigvis fuldt ud op til vores forventninger og vi har internet igen!

Skrevet af Ea og Anders, d. 23. januar, kl. 16:00, Bangkok.

6 kommentarer:

  1. Hej Anders og Ea.
    Vi glæder os så meget til at I kommer hjem. Er begyndt at savne jer rigtig meget nu. Endnu engang fantastiske billeder og rejsebeskrivelse.. Lovely.
    Har været til jordemoder, for måske sidste gang. Fik en tid til om små 14 dage, men hun mente ikke at jeg ville få brug for den:)
    Esther blev vurderet til at veje omkring 34-3500g, så hun er allerede ret stor (Selma vejede 3400g, og jeg fødte hende 8 dage efter termin).. Men kan også mærke at det nærmer sig.. så går konstant med mobilen på mig, når jeg er ude af huset.
    Glæder mig til at få det overstået. Vi har også fået stillet barneseng og puslebord op, vasket tøj, indkøbt bleer, cremer, klude mm, så nu kan hun bare komme.
    Glæder mig til at høre noget mere vedr Thailand..
    Stort knus til jer begge.
    Mette og co.

    SvarSlet
  2. Inge Lise og Peter23. januar 2010 kl. 18.20

    Kære Ea og Anders.
    Skøn rejsebeskrivelse. Dejligt I bliver ved at skrive så udførligt og humoristisk.
    Vi glæder os til I kommer hjem og holder sådan en rigtig se-billeder-og-fortælle-aften.
    Vi har været på søen og skøjte i dag. Isen er vist nok 25 - 30 cm tyk, så den bærer fint. Kommunen har sørget for at feje sne på isen, så der er en bane hele vejen rundt langs kanten og flere større områder, hvor man kan afprøve sine færdigheder som kunstskøjteløber. Så Anders' skøjter bliver "skøjtet til".
    Nu har vi fyret op i brændeovnen og sat flæskestegen ud i Weber'en. Så skal rødvinen bare afproppes :)
    Vi har gravet jeres bil ud af sneen og startet den op. Den spinder som en mis. Vi har ikke brugt den ret meget. Faktisk er tanken vist halvfuld fra sidste gang I tankede den.
    Sneen har nu ligget uafbrudt siden jul og p.t. fryser det 6 gr. Det skulle fortsætte i næste uge også. Så nu må det gerne blive forår.

    Kærlig hilsen
    (sviger-)mor og far

    SvarSlet
  3. Jeg er meget misundelig på at i har været ved selveste Rohan. Det ligner ihvertfal noget der er taget ud af Ringenes Herre

    SvarSlet
  4. Hey I to!

    Igen igen igen rigtig god læsning. Det er altså et dejligt afbræk fra skolens kedelige lektielæsning! Yeah, I said it!
    Det var en sørgelig afsked med Bizzaro, men det kan jo være, I mødes igen :D.
    Det er helt vildt sejt at se Rohans fantastiske landskab fra "nye vinkler". Meget fascinerende billeder, må man da sige.
    Jeg glæder mig til at se jer igen (snart).

    PS: Jeg er blevet så inspireret af jeres blog, at jeg selv har kreeret min egen :-)

    Mvh Simon!

    SvarSlet
  5. Hej alle, dejligt at høre fra jer.
    Jeg har stadig svært ved at fatte, at vi har et helt nyt lille medlem af familien, når vi kommer hjem. Jeg glæder mig så meget!
    Skøjter på Hulemosesøen og flæskesteg i weber'en - det er da lige til at få hjemmeve af.
    Fede blogs i har fået oprettet Randi og Simon. Glæder mig til at følge dem.

    Kærlig hilsen Anders (og Ea som ligger og sover)

    SvarSlet
  6. Hej Ea og Anders

    Super læsning. Man bliver jo helt misundelig på alt det i oplever. Vi glæder os til at læse om hvad i oplever i Thailand. Tobias ønsker at der er kommer flere billeder af Ea (med ansigt), for det er jo ikke nemt at se det er moster Ea, når hun står med ryggen til og er gemt bag en stor solhat:-) Ja, for Tobias er ikke helt så interesseret i hvad i skriver, han ser kun på billederne!

    Vi savner jer - kom snart hjem!
    Knus fra Gry

    SvarSlet