De første dage i New Zealand

Vi ankom til Auckland i New Zealand den 29. december kl 6 om morgenen. Vi kunne først hente vores bil kl 9, så vi blev og hang ud i lufthavnen indtil da. Da vi ankom til vores Spaceship udlejer, gik der dog endnu 3 timers ventetid inden vi kunne få vores bil. Så det blev noget af en hård start på vores New Zealand ferie. Da vi så endelig kunne få vores Bizzaro (det hedder den faktisk), viste det sig, at den ikke levede helt op til vores forventninger. Vores bil er nemlig over 15 år gammel, uden airback og noget af inventaret er ved at falde fra hinanden. Spændende. De andre turister som var der for at hente deres biler så heller ikke lige super tilfredse ud, og én af dem sagde til Anders, at han var misundelig på vores bil...

Anders sidder og venter på at få bilen udleveret...

Vi besluttede, at vi kun ville køre et lille stykke den første dag, da vi jo kun havde sovet kort i flyet og derudover lige skulle vænne os til venstrekørsel. Vi havde læst på nettet om andre som har problemer med at blinke, da blinklyset og viskerne sidder omvendt. Og på trods af at vi har grint af disse folk, var det lige præcis hvad Anders gjorde, da vi skulle dreje ud på vejen, med det resultat at viskerne gik i gang for fulde drøn og intet blinklys. Så kunne vi altså ikke lade være med at skrupgrine. Men ellers har det ikke været synderligt svært at køre venstrekørsel. Vores bil har heldigvis også automatgear, hvilket nok også gør det nemmere, da vi så ikke skal vænne os til at skifte gear med venstre hånd.  

Vi handlede stort ind på vejen til vores nye campingliv, hvor vi jo skal lave alt på vores gasblus i bilen. Heriblandt skulle der jo også købes lidt øl. Det var dog lige ved at være på et hængende hår at vi kunne få lov til det, da man i New Zealand skal være 25 år for at købe alkohol. Derudover skal man kunne vise New Zealansk ID kort, men de endte dog med at acceptere vores pas.

Vi kørte nord for Auckland op af østkysten til Orewa, hvor vi fik en campingplads med udsigt lige ned til vandet. Ikke dårligt. Her fik vi gået standture, hvor vi opdagede at det vrimler med flotte konkyler i New Zealand, hygget med at lave mad på gas bluset og opdaget hvordan vi slår teltet op på bilen. Og vi må tilstå at Bizzaro er en rigtig god campingbil, så vi er blevet glade for den. Det havde regnet om morgenen da vi ankom til New Zealand, men i løbet af dagen klarede det heldigvis helt op, så vi rigtig kunne nyde at have klip klap´ere på og shorts. Ahh, det er sørme livet med solskin og campingliv!

Her er den så! Vores egen lille Bizzaro.

Anders igang med at kokkerere på vores indbyggede gasblus.

Sådan ser Bizzaro ud, når vi sætter det ekstra telt på. Vi ligger så med hovedet, så vi kigger op igennem bagruden og rigtig kan se stjernehimlen.

Den næste dag fortsatte vi nordpå, op til Northland, som hele området nord for Auckland hedder. Northland er kendt for sine mange smukke strande, hvilket vi så absolut kan bekræfte. Men derudover er der meget grønt med mange græsarealer og køer og får der græsser, så hvis det ikke var for alle strandene og bakkerne, kunne det sådan set godt være Danmark.

Anders foran en af de mange smukke strande i Northland.

Grønt og mange får.

Vi tog en afstikker til nationalparken Tawharanu, hvor vi nød naturen og den bagende sol. Turen tog lidt længere tid end beregnet, da alle vejene væk fra hovedvejen var grusveje (noget af en forskel i forhold til USA, hvor der som minimum er dobbeltsporede asfaltveje overalt). Men vores Bizzaro er heldigvis god til at køre på grusveje, hvorimod den ikke er så god til at køre stærk på motorvejene og op af bakker.

På vejen måtte vi købe en hat til Ea, da vi ikke kunne lukke ”skyggeklappen” på soltaget over forsæderne, og derfor blev temmelig brændte oven i hovedet. Anders havde allerede købt en hat i en Indiana Jones-butik i Disneyland (hvor han (synes han) uretfærdigvis ikke også måtte købe en pisk). ”Skyggeklappen” kunne ikke lukkes for soltaget hverken over forsæderne eller inde i kabinen, da et stykke snor var bundet rundt om soltagene for at holde noget ventilationsudstyr oppe... Dette havde vi dog først opdaget nogle timer efter vi havde forladt Auckland, hvofor vi måtte indse, at der ikke var noget at gøre ved denne lappeløsning foreløbigt. Vi overnattede i Whangarei, hvor vi nu begyndte at blive irriteret over, at vi ikke havde nogen adapter som passer til New Zealand stik. Vi havde købt en multiple adapter i lufthavnen, inden vi tog til USA, som påstod at den passede til stort set hele verden, men åbenbart ikke New Zealand. Heldigvis er shaver stikket på mændenes baderum et internationalt stik, så vi kunne lade batteriet til vores kamera op, da vi godt turde lade batteriet ligge alene derude under opladningen. Det var straks noget andet med mobiltelefonen (vi har forresten kun Anders mobiltelefon nu – Eas døde af alderdom i USA) og computeren, da vi ikke tør lade dem ligge alene  på mændenes baderum, og der er ingen af os der har lyst til at tilbringe vores aftener derude under opladningen (efter vi har anskaffet vores adapter, kan vi nu i stedet benytte stikkontakter i evt. køkkener/opholdsrum på campingpladser). Men derudover er der så internettet. Det er meget få af campingpladserne der har internet, og endnu færre der har trådløst internet. Og når de så har internet, er det utroligt dyrt – Vi satte vist for lidt pris på det gratis internet i USA...

Den 31. december startede vi med at udforske A H Reed Kauriparken, som lå lige uden for Whangarei. Der var lavet broer imellem træerne, så at man kunne gå oppe mellem trætoppene i stedet for nede på jorden. Det var virkelig flot og grønt, ligesom der var et helt fantastisk vandfald nogle kilometer inde i skoven. Vi fik også vandret på nogle stier, der vist ikke helt var beregnet til vores klip klap´ere. Det opdagede Anders i hvert fald i et øjebliks uopmærksomhed, med det resultat at hans ene tå blev helt sort af blodophobning. Vi overvejede om den var brækket, men heldigvis aftog farven over de næste par dage og førligheden kom igen.

Anders udtrykker sin kærlighed til naturen.

Ea klarede at gå op af stien uskadet i klip klap'ere...

...Anders gjorde ikke. Kommer han mon til at gå normalt igen?

(Det er den midterste tå. Storetåen er bare beskidt)

Ea tager en velfortjent pause fra vandreturen.

Vi fortsatte nordpå til byen Paihia ved Bay of Island, som er en bugt bestående af (endnu) en flot badestrand og 144 øer. Vi kørte forbi en uautoriseret campinggrund lige ned til vandet (den var indhegnet og utrolig billig), som vi straks kørte ind på, helt begejstrede over at vi endnu engang ville kunne ligge med udsigt ned til vandet. Herefter gik vi en tur langs stranden og nød solen, inden vi returnerede til den barske virkelighed. For det viste sig at vores campinggrund åbenbart var udnævnt til den vildeste druklejr, med høj musik, hash og hovedsagligt folk fra samfundet nederste bund.

Vi følte ikke helt at vi hørte til i denne forsamling, (vi havde allerede billeder på nethinden af store masseslagsmål senere på aftenen) så vi kørte videre til en rigtig campingplads (holiday park), hvor vi heldigvis fik deres sidste ledige plads – New Zealændere elsker jo selv at campere, og især ved nytårstid. Her fik vi også en plads for 2 nætter med udsigt ned til vandet, som var en privat bugt lige op af skoven, og på trods af at pladsen var fyldt op, var der afslappet og roligt. Lidt mere til vores humør. Det var her vi besluttede, at vi fremover sover på rigtige campingpladser, da klientellet så er lidt mere heldigt. Vi fik rigtig snakket med franskmænd, tyskere og new Zealændere, og nydt vores nytårsaften menu bestående af jordbær om eftermiddagen, og stegte pølser med pasta til aften. Ikke dårligt når vi samtidig sad i vores campingstole og nød udsigten over bugten.

Den berømte (og berygtede) strand i Paihia.

Ea nyder jordbær nytårsaften med udsigt ned til vandet på vores gode campinggrund.

Månen på vej op nytårsaften.

Næste morgen sad vi og nød kaffen i vores stole i det dejlige morgensolskin, da en familie på 8-9 stk vandrede forbi os. Den ene mand henvendte sig til os, og konstaterede at vi da måtte være englændere med vores (blege) ansigtskulør (og formentlig Eas dronning-lignende hat). Vi faldt i snak med dem, og han anbefalede at vi skulle gå en bestemt tur langs klipperne og skoven, som efter en times tid ville ende i en havn med en fantastisk cafe. Vi takkede for deres råd, og hyggede os endnu noget tid på campingpladsen, før vi begav os ud på denne tur, som rigtig nok var vildt flot. På et tidspunkt gik stien forbi nogle huse, som lå helt ned til vandet. Da vi passerede et af dem, råbte der én efter os, hvilket viste sig at være manden fra før. Vi ved ikke om han havde holdt øje efter os, eller om det var et tilfælde at han fik øje på os, men han skyndte sig ned og åbne døren for os. Her inviterede han os så ind på kaffe, og for at snakke med ham og familien, som blandt andet inkluderede hans bror med sin familie fra Australien. Så det blev til en rigtig hyggelig times tid, siddende på den øverste veranda med udsigt ud over vandet (de manglede bestemt ikke penge) hvor vi fik snakket om New Zealand, Australien og Danmark. Sikke dog en gæstfrihed. Vi var helt overvældende bagefter, og besluttede at vi i Danmark også må huske at invitere turister på kaffe. Det er i hvert fald noget af en oplevelse. Senere på dagen afprøvede vi også vores kajak egenskaber  ude i bugten – utroligt flot at sejle rundt i de omgivelser.

Så er vi på vej ud af den anbefalede sti. Bemærk Ea's ansigtskulør og hat - det er jo lige til en Jane Austen roman.

Her er så deres vildt flotte sommerhus - det er huset med den hvide veranda i forgrunden. Så husk bank på, hvis I kommer forbi. De byder helt sikkert på kaffe :-)

Så bliver avisen og eftermiddagskaffen nydt i skyggen i bilen.

Den 2. januar tog vi om morgen på en bådtur ud til Hole in the Rock, som vi kunne se var en utrolig vigtig klippe, eftersom alle bådturerne gik derud:-) Men så fik man også lov til at sejle igennem hullet. Hovedformålet med vores bådtur var dog også at se delfiner, hvilke vi fik set mange af, ligesom vi fik nydt de mange øer i bugten. Her kom vi til at sidde ved siden af et New Zealansk ægtepar som straks gik i gang med at snakke med os, så vi kan i høj grad konkludere, at new zealændere er meget åbne.

Et stort hul i en stor sten!

Vi kørte efterfølgende ned til havnen, og flottede os med at spise frokost på den cafe, som manden dagen før havde anbefalet, men som vi aldrig nåede til. Og det var virkelig lækkert. Det havde været vores plan at tanke benzin op inden frokost, og derefter efter frokost, men der dukkede ingen tankstationer op. Vi kørte så lidt længere ud af vores planlagte rute, men stadig ingen tankstationer. Kort efter begyndte lampen så at lyse for mangel på benzin – rigtig spændende – og stadig intet tegn på benzintanke. Vi kunne på kortet se, at der om 15 km ville komme en lidt stor by, så vi satsede på at den ville blive vores redning. Men da vi kom til byen (ifølge byskiltet) var der ingen huse eller noget andet, i stedet blev vi mødt med et skilt om at der nu var 32 km til næste by.  Det var så her, at Ea begyndte at blive lidt hvid i ansigtet. Vi kørte en lille kilometer, da vi blev enige om, at der måtte altså være nogle huse og en benzintank i den by, vi lige havde passeret. Anders måtte derfor lave sin berømte u-vending midt på landevejen (hvor man må køre 100 i timen). Det gik dog uden problemer, og vi returnerede, hvor vi nu kunne se, at byen lå gemt lige bag landevejen, så vi kunne køre ind på benzintanken og få fyldt op. Pyh ha.

Vi fortsatte vestpå til vi nåede kysten på vestsiden, og fortsatte sydpå til Waipoua skoven, som er kendt for sine enorm store mængde af træer at typen Kauri, heriblandt også de to største Kauri træ i New Zealand. Det var noget med en omkreds på 14 meter. (Det kunne godt nok blive et flot spisebord). Vi fik gået nogle lækre ture i skoven inden vi kørte sydpå igen, for at overnatte i Kaihu, hvor Anders fik taget dette nærbillede af en knæler.

En knæler!

Endnu en af de utallige flotte strande. Denne gang på vestkysten.

Anders foran det største af Kauri træerne.

Søndag den 3. januar kørte vi videre sydpå, og kom derfor igennem Auckland igen. Da vi var ret irriterede over den lappeløsning der var i vores bil med snoren der holdt ventilationsudstyret oppe, (og risikoen for at få ventilationsudstyret i hovedet, hvis vi evt kørte galt) besluttede vi at køre ind til vores Spaceship udlejer i Auckland på vejen. De virkede lidt overraskede over at vi kom bare pga sådan et problem, men ville da gerne alligevel kigge på det. De var to om at kigge, og baksede  herefter med ventilationsudstyret så det sad lidt fast. Rigtig stolte vendte de sig om til os, og sagde at vi godt kunne tage snoren ned, for nu sad det fast. Overalt i deres papirer står der, at hvis noget er i stykker når vi returnerer det, vil vi blive afkrævet penge. Vi skulle derfor også have byttet en strandstol, da en af dem vi havde fået udleveret var helt tyndslidte, og vi turde ikke risikere at ende med at slide hul på den. Imens de hentede stolen, puffede Anders ganske lidt til ventilationsudstyret hvorefter det faldt ned. Flot af dem. Da de kom tilbage, var de sådan lidt uforstående overfor, at vi alligevel ikke ville acceptere deres løsning, bare fordi det faldt ned, man kunne jo sagtens skubbe det op igen? Anders sagde så til dem, at nu måtte de tage sig sammen og finde en holdbar løsning. (Vi håbede på en ny bil). Vi indtog vores vante ventepladser, mens de arbejdede på vores bil. Efter en lille time kom de retur, og viste at de nu havde skruet ventilationsudstyret op i bilen, så at det holder. Vi accepterede løsningen, og kunne derefter fortsætte vores tur i Bizzaro (navnet passer godt til den). Vi tror dog alligevel ikke at vi har været specielt uheldige. Når vi møder andre, som har erfaring med Spaceship, kan de også fortælle nogle horrible historier om deres biler...

Endnu engang sidder vi og venter i Spaceships' venteværelse.

Vi fandt en campingplads lige ved Huntly, hvor vi endnu engang kunne sove med udsigt ned til vandet. Vi fik anbefalet en gåtur rundt om søen på 6 km, hvilke var en utrolig hyggelig tur, eftersom der var temahaver langs søen, såsom japansk have, verdens blomster, bryllupshaven osv. Da det begyndte at blæse for meget, måtte vi kapitulere og lave vores mad i fælleskøkkenet i stedet for ved vores egen bil. Vi var ikke så mange på pladsen, så det blev til rigtig hyggesnak i køkkenet, med udveksling af ideer og brochurer over forskellige områder. Det er absolut noget af det hyggelige ved at bo på campingpladser, at man hele tiden møder så mange folk at snakke med.

Anders kikser et smut - men tager det meget pænt.

Hygge inde i bilen mens det regner.

Lagt på nettet af Ea og Anders kl 22:46 den 12. januar, Kaikoura