Afslutning på USA oplevelserne!

Vi har nu fået købt en adapter, så vi kan få ladet vores computer osv op. Så nu kan vi lægge dette kapitel op på nettet til fornøjelse for jer alle, og til os selv, så at vi kan huske hvad vi egentligt går rundt og oplever.

Vi ankom sent til nationalparken Death Valley den 16. december, hvorfor vi besluttede at overnatte  i byen Beatty, som er en rigtig søvnig lille westernby. Vi havde oprindeligt planlagt at køre direkte igennem nationalparken Death Valley og videre mod Yosemite (som er en anden nationalpark). Det eneste vi umiddelbart kendte til Death Valley var, at det er et nådeløst og goldt sted, hvor man specielt om sommeren skal være velforberedt, da det sagtens kan blive over 50 grader i skyggen. Om vinteren ligger det dog typisk på mellem 4 til 16 grader.

Lige imellem byen Beatty og Death Valley lå der en gammel forladt mineby – Rhyolite – som vi besøgte på vejen. Rhyolite blev grundlagt i 1907 da man havde fundet en guldåre i nærheden. Desværre viste det sig blot at der ikke var meget guld at hente og 11 år efter man havde begyndt at grave efter guld, var den udtømt. I løbet af de 11 år nåede byen at vokse til 10.000 beboere, man fik bygget 3 etagers kontorbygninger, skoler, kirker, operahus, børs og endda gader med kloak og elektricitet. Hvilket man har svært ved at fatte, når man ser byen i dag. Stort set alt er væk – kun nogle få bygninger står tilbage. En lidt uhyggelig tanke at der engang har været så meget liv, og så i løbet af ganske lidt tid er alt blevet forladt og fjernet. I byen mødt vi også Ye, en turist fra Texas, som vi fulgtes med rundt i byen.

Foran det gamle fængsel i Rhyolite.

Anders og Ye kigger nærmere på resterne af en bank.

Ye havde allerede set lidt af Death Valley og anbefalede os at se lidt mere end vi havde planlagt. Vi fulgte hans opfordring og de par timer vi havde sat af til Death Valley blev hurtigt til en hel dag, da det er et helt utroligt unikt sted. Barskt og meget smukt på en og samme tid. Ét sted i parken er 282 fod under havets overflade, hvorfor der er opstået den flotteste saltsø, mens ét andet sted i parken er 11.000 fod over havets overflade. Derudover er der lange sand bakker, samt bjerge i mosaik farver, som vi kørte helt tæt på via en næsten offroad grusvej.

Saltsø så langt øjet rækker...

Man føler sig hurtigt meget alene i Death Valley.

Denne trail (sti) var tidligere en asfalteret vej, men voldsom nedbør skyllede den væk!

Smukt og barskt...

Vi overnattede i byen Lone Pine, som er et meget brugt sted til at lave film. Flere westerns skulle være optaget i dette bjergrige område. For ikke tale om Ormene (Tremors) med Kevin Bacon. Planen var som sagt, at tage til Yosimite, men pga dårligt vejr, var vejene på parkens østside lukkede og dem fra vest krævede firehjulstrækker og snekæder. Så vi droppede Yosimite, og kørte i stedet nord om parken mod San Francisco, da dette skulle være den flotteste rute. Det havde sneet et par dage inden, men heldigvis var alle de større veje åbne igen, så vi vovede at tage turen nordpå, på trods af at vi ikke havde snekæder i bilen (sådan nogle er der heller ikke i udlejningsbiler). Det er måske efterhånden noget af en gentagelse, men naturen langs ruten var fantastisk, med bjerge, bjergpas og snelandskaber nogle steder og goldt landskab andre steder.

Fantastisk snelandskab.

Undervejs kørte vi også ind i en mærkværdig tåge (vejret opfører sig altid mærkeligt, når det er Ea der kører). Vi kunne se den på lang afstand, hvor den rejste sig som en mur over landskabet. Vi kørte igennem den i mange kilometer i bjergene, og først da vi kom over endnu et bjergpas var vi ude af den. Her kunne vi se ned på den, og hvordan den dækkede hele landskabet på nær de få steder, hvor bjergtoppene brød igennem. Formidabelt.

Mystisk tåge i horisonten.

Inde i tågen.

Tågen bevirkede at alle træer og buske var beklædt med frost. Smukt!

Vi nåede til San Francisco lidt over middag næste dag (19. december). Vi kørte direkte ind i downtown, hvilket var lidt af en udfordring. De fleste af gaderne er nemlig ensrettede, meget stejle og benyttes både af busser, sporvogne og cykelister. Vi fandt heldigvis et godt hotel inden vi blev alt for rundtosset. Da vi havde checket ind på hotellet, gik vi en kort tur ned til downtown. Der gik dog ikke længe, før vi fik nok af alle de mange mange mennesker. Der var turister, hjemmeløse, prædikanter, demonstranter, gadedansere, musikanter og selvfølgelig julehandlende – alle samlet på samme sted! Vi skyndte os mod Chinatown, som er den største af sin art i USA. Her var tempoet heldigvis ikke så opskruet. Det var en sjov oplevelse, at stemningen og kulturen skiftede fra det ene øjeblik til det andet. Som om man pludselig er i et helt andet land.

San Francisco.

Vi valgte at spise i det italianske kvarter, på en restaurant der hed ”The Stinking Rose”. De har specialiseret sig i mad med hvidløg. Så vi lugtede sikkert fælt da vi kom ud derfra, men det smagte til gengæld supert!

Forretten på "the stinking rose" bestod selvfølgelig af bløde hvidløg i olie. Mums!

Næste dag havde vi også sat af til at blot gå rundt i byen. Det kan til gengæld også hurtigt tappe en for energi, da deres gader simpelthen er så stejle! Men det giver en flot udsigt, når man står på toppen af en bakke. Vi fik også besøgt  havnefronten, som hedder Fisherman's Wharf. Lidt af en turistfælde, men alligevel meget hyggeligt. Derudover havde næsten alle butikkerne i byen åbent til kl. 24 hver nat på grund af julehandlen, så dem daffede vi også lidt rundt i. Men stakkels personale med de åbningstider!

Stejle gader. Og billedet snyder - de var meget stejle!

Ea nyder en lille is på Fisherman's Wharf.

Lombard Street. Den stejleste gade i San Francisco (og det siger ikke så lidt).

Den 21. checkede vi ud af hotellet, og kørte ned til havnen, for at tage en båd ud til det legendariske fængsel Alcatraz. Det tidligere fængsel er nemlig blevet til en del af Golden Gate nationalparken, som omkranser San Francisco. Det var overskyet og småregnede da vi nærmede os klippeøen, hvilket satte den helt rette stemning. Man var glad for, at dette kun skulle være et ganske kort ophold. En tanke, som man ikke har delt med de 1.576 indsatte, som har siddet i Alcatraz fra 1934-1963 (den periode hvor det fungerede som statsfængsel). På selve øen kunne man (næsten) gå frit rundt, mens man i selve celleblokken, fik en ”audio tour” ala den vi oplevede på Graceland. Den var dog rigtig god, da man fik fortalt historier af tidligere ansatte og indsatte. Blandt andet om den meget berømte (og filmatiserede) flugt i 1962, hvor man  aldrig har fundet ud af, om de 3 fanger overlevede eller ej. At man havde lyst til at flugte fra denne kolde og fugtige klippeø er ikke så underligt, når man først har oplevet den selv. Celleblokken var heller ikke forsynet med glas i vinduerne, så det må have været en trist tilværelse, når det har regnet og blæst lige ind i cellerne. For at forbygge evt. tanker om at svømme til fastlandet, fortalte man fangerne, at vandet var fyldt med menneskeædende hajer og gav dem varme bade – så de ikke blev hærdet til det næsten altid 5-10 grader kolde vand i bugten. I deres souvenirbutik købte vi en bog omkring det berømte flugtforsøg, og fik den endda signeret af forfatteren selv (som var opvokset på øen, som barn af en fangevogter) – og som var meget snakkesalig, da hun ikke ligefrem fik skrivekrampe af at signere bøger.

"Welcome to Alcatraz..."

Inde i selve celleblokken. Denne gang blev kaldt "Broadway".

Anders lytter koncentreret...

På vej ud af San Francisco.

Tilbage på fastlandet valgte vi at køre over Golden Gate og lidt østpå igen, da vi havde opdaget at Jelly Belly Bean fabrikken lå i nærheden, hvorfor den bestemt krævede et besøg næste dag den 22. december. De har en rundvisning rundt på fabrikken, som er gratis og oven i købet inkluderer masser af smagsprøver på Jelly Beans, så det var et helt fantastisk besøg. Og Ea blev faktisk omvendt til godt at kunne lide Jelly Beans, dog stadig med undtagelse af dem med popcorn smag.

Hvordan kan man sige nej til at besøge en slikfabrik?

Vi fik endda hver en Jelly Belly hat!

Selvfølgelig er pizzaerne i deres restaurant formet som jelly beans...

Herefter begyndte vi at køre sydpå mod Los Angeles via Route 1. Vi besluttede os for at ville fejre juleaften i Disneyland i Los Angeles – det næstebedste når vi nu ikke kunne være sammen med familien, hvorfor vi lige pludselig kun havde en enkelt dag til at køre sydpå. Route 1 går langs vestkysten med en helt utrolig udsigt over stillehavet og klippekysten. Hvilket ikke er helt ufarligt, da man let distraheres og derfor nemt kan køre af vejen – og havne flere hundrede meter længere nede af klippeskråningerne. Undervejs spiste vi på en restaurant der lå helt ude til vandet og med en 1. klassesudsigt. Vi var helt kede af, at skulle videre – især da en af tjenerne fortalte, at hun selv samme morgen havde set omkring 60 delfiner svømme sydpå.

Route 1 - udsigt til Stillehavet.

Husk at drej!

Udsigt fra restaurant - så er det jo næsten ligegyldigt hvordan maden smager...

Efter vi havde kørt længere sydpå et stykke tid, udbrød Ea pludseligt at jeg skulle holde ind til siden. Vi steg ud af bilen og gik ned mod stranden, og foran os lå mindst hundrede søelefanter og solede sig i sandet. Disse dyr har næsten været udryddet på disse kanter, men er heldigvis kommet stærkt igen. Det er forbudt at forstyrre dem, men man har lavet stier, som går langs kanten af stranden, og hvor man tydeligt kan betragte disse fascinerende dyr. Fantastisk oplevelse, som virkelig var en behagelig overraskelse.

Søelefanter: Ikke det mest aktive dyr...

Anders opdager, at han i sin iver over søelefanterne ikke ser hvor han går og har trådt i en hundelort...

Den 24. december tog vi så i Disneyland kl. 8 om morgenen i et fantastisk solskinsvejr. Vi boede på et motel kun 5 min. gåtur væk, så placeringen kunne ikke blive mere optimal. Der var masser af folk i Disneyland, så vi var bestemt ikke de eneste der havde fået denne glimrende ide. Men for de amerikanske børn kan det heller ikke blive mere perfekt – Disneyland den 24. december som er en gave i sig selv, og så får de oven i købet også gaver den 25. december! Vi fik nydt denne anderledes juleaften, med is på en bænk i solskinnet, festligt juleoptog af Disneyfigurerne og julemanden med alle rensdyrerne, hilst på Anders And, aftensmad på en New Orleansk restaurant, og det vildeste fyrværkeri som oven i købet inkluderede snevejr. Så det blev en god juledag og aften, men vi kunne nu ikke lade være med at tænke på jer derhjemme og savne jer lidt.. Især da der under fyrværkeriet blev spillet ”Glade Jul”, og en masse folk begyndte at synge med, blev det næsten for rørende.

Anders And i vintertøj.

En butik kun med prinsessetøj.

Unge jedi'er gør klar til at angribe Darth Vader.

Nora Malkeko og kagemænd i smuk svingom.

Julemanden og rensdyr.

Toontown - kan vel oversættes til Andeby...

På Mainstreet venter alle spændt på det helt utrolige fyrværkeri - nå ja, og snevejr!

Vi havde overvejet at blive på vores motel, indtil vi skulle flyve den 27. december. Men prisen blev fordoblet på grund af juledagene, så vi foretrak at rykke videre. Vi kom dog ikke langt i Los Angeles, inden vi var enige om, at vi allerede havde fået nok af storbyen, dens utrolig mange biler og motorveje (de voldsomeste vi endnu har oplevet), de ikke-hyggelige kvaterer, og de alt for mange mennesker. Vi besluttede os derfor for at køre nordpå igen, dog med en omvej på Mulholland Drive, for at nyde udsigten over LA og Hollywood skiltet.

En gang stod der Hollywoodland, men "land" blev ødelagt under et jordskælv...

Los Angeles set fra Mulholland Drive.

Da vi efterhånden er så vant til at køre langt, tænkte vi at vi da egentlig kunne køre til danskerbyen Solvang, selvom det var 2-3 timers kørsel væk fra LA. Og det var en god beslutning, for Solvang er en rigtig lille hyggelig by, (i en romantisk forestilling af Danmark), hvor der oven i købet er fortove, så man kan gå rundt i byen. Så vi fik nydt dansk konditori når det er bedst, pizza fra Pizza Tower (kopi af Rundetårn), og grint af alle skiltene og butikkerne i byen. Derudover blev det også til et besøg i biografen for at se Disneys nye tegnefilm: Princess and the frog – kan bestemt anbefales.

Solvang - en lille bid af Danmark (som det så ud i 1800-tallet).

Ganske hyggeligt - men det er jo også en dansk opfindelse...

Christian d. 4. favorit pizza-restaurant.

Der er en vindmølle på næsten hvert hjørne i Solvang.

"Elna's Dress Shop - Danish Costumes".

Ahhh... et ægte dansk kagebord. Perfekt afslutning på USA-tur...

Efter 2 overnatninger på Svendgaards motel tog vi så retur til LA. Her fik vi afleveret bilen og imponerede bilmodtageren, da vi havde kørt 6.386 miles, hvilket vil sige 10.275 km. Så det er næsten det samme, som vores Mazda har kørt i alt på 1,5 år...

Så det var slut på Vores oplevelser i USA.

Skrevet af Ea og Anders, og lagt på nettet fra New Zealand, kl. 23:00