tirsdag den 17. november 2009

Fra København til Miami

Vi stod op kl. 4:30 og tog en taxi til Københavns lufthavn. Dagene inden havde vi fået ordnet de sidste ting, som at bestille bil til USA og pakket taskerne. Vi ved ikke præcist hvad for en bil vi får, da man kun kan bestille en bestemt klasse. Jeg - Anders -  krydser fingre for en rigtig amerikaner med V8 motor og fire-dobbelt udstødning, mens Ea "helst ikke vil have en der er for stor"...
Vi ankom til lufthavnen kl. 6 og skulle først flyve kl. 9 mod Newark. Ventetiden gik med at drikke kaffe og købe blade og bøger til turen. Flyveturen tog ca. 9 timer og vi landede kl. 18 dansk tid. Da vi landede kunne vi se Manhattens skyline og lige ane frihedsgudinden. Fantastisk syn!
I Newark lufthavn skulle vi gennem paskontrollen. Ea gik først igennem og havde kun problemer med at forstå, at hun skulle skanne fire og ikke tre fingre (tommelfingeren skannes for sig selv). Da det blev min tur i en bås ved siden af Eas, skulle jeg til gengæld gennemgå et mindre krydsforhør. Han troede simpelthen ikke på, at jeg ikke havde kontanter på mig.

Paskontrol: Du har ikke nogen penge på dig?
Mig: Nej.
Paskontrol: Du skal rejse rundt i landet i 6 uger og har slet ikke nogen penge?
Mig: Nej, jeg har kun kreditkort.
Paskontrol: Du har ikke engang en enkelt dollar?
Mig: Nej.
Paskontrol: Ikke én Euro?
Mig: Nej, ikke en "dime".
Paskontrol: Ikke engang "krøvner" (kroner)?
Mig: Nej.
Paskontrol: Jeg tror ikke på dig. Hvad nu hvis de ikke tager kreditkort der hvor du skal hen?
Mig (nervøs for at han snart trækker mig ind i et skummet baglokale): Jeg har flere forskellige kort...

I mellemtiden var en politibetjent kommet hen til Ea og spurgt hvorfor hun stod og ventede, og da hun sagde hun ventede på mig, begyndte han at udspørge hende om mig og hvad jeg arbejdede med osv. Jeg fik dog til sidst overbevist dem om mine fredelige hensigter.

Vi ventede i Newark i 5 timer da vores fly til Miami var mindre forsinket. Her blev vores første måltid på amerikansk jord is fra Ben & Jerry. Kl. 23 dansk tid (17 amerikansk) fløj vi fra Newark. Det var blevet helt mørkt og uden skydække, så vi kunne rigtig se Manhatten lyse op, da vi fløj forbi det. Fantastik flot. Efter 3 timer landede vi i Miami og tog en taxi til vores hotel på South Beach. Det var lidt af en dødsforagtelig tur - chaufføren nåede at dytte tonsvis af gange i arrigskab - men vi var efterhånden for trætte til at være nervøse. Vi havde efterhånden rejst i 22 timer. Kl. 3 dansk tid ankom vi til hotellet og hoppede direkte i seng. Vi sov rigtig rigtig godt.
I dag stod vi op kl 7 lokal tid efter at have sovet i 10 timer. Morgenmaden skulle være traditionel europæisk. Det vil åbenbart sig kaffe, tør croissant og blåbærsmuffins - det hele indpakket i plastic... Nu skal vi ud og kigge på South Beach og for første gang gå tur her i USA. Vi glæder os til at fortælle jer om det.

Skrevet af Anders kl. 10:00 Miami

5 kommentarer:

  1. Hej Anders og Ea. Sikken en førstegangsoplevelse. Stakkel Anders, jordens fredeligste mand, under et mindre krydsforhør. Og hvad er der skummelt ved ikke at have kontanter? Nå, pyt.. Er glad for at i endelig er nået frem :)
    Underligt at i nærmest sidder på den anden side af jorden lige nu. Det er altså meget langt væk.
    Manhatten Skyline.. Wow, det må være et fantastisk syn! Hvor er i heldige!
    Stort kram
    Mette

    SvarSlet
  2. Kære Anders og Ea
    Dejligt at høre fra jer, og sikken en oplevelse i tolden, godt det ikke gik være. Det må være en fed oplevelse at se det hele sådan lidt foroven især når alle lys er tændt.
    Her i landet skete noget særligt idag - vi så solen dog kun i nogle timer. I må forsat have en god tur, vi glæder os til at høre mere.
    knus fra Lau og Jonna

    SvarSlet
  3. Kære Ea og Anders.

    Skønt at høre fra jer og at I er nået godt frem. Det lyder rigtig spændende og vi glæder os meget til fortsættelsen...

    Kærlig hilsen Inge Lise og Peter

    SvarSlet
  4. Hej Ea og Anders
    Det er ikke sjovt at komme i krydsforhør i kontrollen. Har selv oplevet at blive hevet ind, for at få bagagen gennemrodet og skoene gennemlyst. Her var det mistanke om hashsmugling.
    Glæder mig til at læse mere fra turen.

    Mange hilsner Karen

    SvarSlet
  5. Hej med jer.
    Godt at høre I er godt fremme.
    Her i lille Danmark har vi jo haft valg. Gladsaxe har stadig en socialdemokratisk borgmester, men Vibeke Storm er vippet af Regionspinden.
    Og så regner og stormer det her, hvis det kan glæde jer.
    Ser frem til næste rejsebrev.
    Mange hilsner fra Annie.

    SvarSlet